Ledelse af lægelig videreuddannelse i fremtidens sundhedsvæsen

Danske Regioner og Overlægeforeningen har qua den nye overenskomst for overlæger lanceret en fælles ambition om at styrke den lægelige ledelse i sundhedsvæsenet bl.a. ved at muliggøre, at uddannelsesansvarlige overlæger kan ansættes som ledende overlæger. Overenskomsten afføder samtidig et behov for mere varige karriereveje for afdelingslæger, idet færre afdelingslæger fremadrettet kan forvente at blive overlæger.

Sammen med Sundhedsstyrelsens igangværende revision af Den Lægelige Videreuddannelse (LVU) afstedkommer dette en unik mulighed for at få (re)defineret roller, ansvar og nødvendig kompetenceudvikling for de forskellige niveauer af ledelse i relation til LVU.

I det følgende beskriver vi vores bud på, hvordan en ledelseskæde for LVU på hospitalerne og i psykiatrien kan bestå af uddannelseskoordinerende uddannelseslæger, uddannelseskoordinerende afdelingslæger, uddannelsesansvarlige (ledende) overlæger hhv. uddannelseskoordinerende overlæger.

Uddannelseskoordinerende yngre læger

Som uddannelseslæge får man erfaring med rollen som uddannelsesgiver ved at fungere som daglig, klinisk vejleder for medicinstuderende, yngre kollegaer og andre faggrupper. Senest i hoveduddannelsen prøver de fleste endvidere kræfter med rollen som hovedvejleder. Udover den praktiske erfaring med rollen som uddannelsesgiver bliver uddannelseslægerne klædt på til rollen via et obligatorisk kursus i pædagogik under Klinisk Basisuddannelse og et vejlederkursus under Introduktionsuddannelsen. Alle videreuddannelsesregioner har desuden kompetenceudviklingstilbud til speciallæger med vejlederfunktion.

Enkelte uddannelseslæger med særlig interesse for uddannelse påtager sig deres første rolle som uddannelsesleder, når de udpeges som uddannelseskoordinerende yngre læger (UKYL). En UKYL, som selv er uddannelseslæge, har fordelen af at være i gang med egen uddannelse med de indsigter og indflydelsesmuligheder, det medfører.

UKYL-funktionen kan imidlertid også varetages af afdelingslæger, som, fordi de er speciallæger, kan påtage sig et større ansvar og flere opgaver.

Ved at skelne mellem uddannelseskoordinerende uddannelseslæger (UKUL’er) og uddannelseskoordinerende afdelingslæger (UKAL’er) giver vi flere mulighed for at blive engageret i ledelse af LVU, samtidig med at vi skaber en varig karrierevej for afdelingslæger.

Der findes ikke i alle videreuddannelsesregioner tilbud om kompetenceudvikling målrettet UKYL’erne, hvilket i vores optik er en stor fejl. Da ansvar, opgaver og råderum for UKUL’er og UKAL’er er eller i hvert fald bør være forskelligt, bør der fremadrettet udvikles kurser til begge disse grupper.

Uddannelsesansvarlig (ledende) overlæge

Funktionen som uddannelsesansvarlig overlæge (UAO) er grundigt cementeret i LVU i DK. UAO’ens opgaver består overordnet i – på vegne af den ledende overlæge/cheflægen – at sikre den daglige drift og udvikling af LVU i afdelingen dvs. faglig, organisatorisk og strategisk ledelse af området, men ingen formel personalemæssig ledelse.

I starten kunne det være vanskeligt at rekruttere til funktionen, men i dag ser vi heldigvis, at der ofte er flere kandidater. For at kunne fungere som UAO kan man med fordel, foruden interesse for LVU, have erfaring fra tidligere funktion som UKUL eller UKAL. Derudover skal man have eller hurtigst muligt erhverve sig de nødvendige kompetencer gennem deltagelse i kurser og konferencer om uddannelse.

I forlængelse af den nye overlægeoverenskomst diskuteres det aktuelt på mange hospitaler, hvorvidt UAO’erne i fremtiden skal være ledende overlæger, som der lægges op til i aftaleskriftet. Flere faktorer inddrages i drøftelserne, som f.eks. opgavens omfang i de enkelte afdelinger og den nuværende UAO´s interesse for et større fagligt og ikke mindst et personaleledelsesansvar.

Med hensyn til personaleledelse varetager de fleste UAO’er allerede nu ansættelse af læger i uddannelsesstillinger og håndtering af uhensigtsmæssige uddannelsesforløb, men da uddannelseslægerne i mange afdelinger nemt udgør halvdelen af alle læger, vil en overdragelse af det fulde personaleledelsesansvar for disse til en uddannelsesansvarlig ledende overlæge (UALO) kunne aflaste den ledende overlæge/cheflægen ganske betragteligt. Ansvaret overfor de daglige, kliniske vejledere og især hovedvejlederne kan udvides til mere systematisk og formelt at sikre dem introduktion, supervision og feedback samt kompetenceudvikling. For hovedvejledernes vedkommende kan UALO også afholde årlige VUS (Vejleder Udviklings Samtaler).

Aktuelt ser det ikke ud til, at alle UAO’er bliver UALO’er, hvilket bunder i flere forskellige forhold. Nogle afdelinger har kun ganske få uddannelseslæger. Andre har måske valgt at have to sidestillede UAO’er, hvorved der kan være et dilemma i at skulle vælge den ene til UALO frem for den anden. Ej heller alle UAO’er vil på nuværende tidspunkt have de fulde uddannelsesfaglige og ledelsesmæssige kompetencer til at løfte opgaverne som UALO. En glidende indfasning kombineret med et større fokus på den nødvendige kompetenceudvikling er derfor at foretrække. Så også for disse to niveauer kunne vi ønske os målrettede kurser og/eller efteruddannelse – gerne, i modsætning til nu, på tværs af de tre videreuddannelsesregioner. For UALO’ernes vedkommende kunne der f.eks. være tale om en national uddannelse på diplomniveau.

Uddannelseskoordinerende overlæger

Da mange uddannelsesforløb går på tværs af afdelinger og hospitaler, kan tiltag til udvikling af kvaliteten af LVU med fordel foregå på hospitals- og regionsniveau. En del hospitals- og psykiatriledelser har derfor valgt at ansætte en uddannelseskoordinerende overlæge (UKO) til at varetage det overordnede ansvar for drift, koordinering og ledelse af LVU. UKO’erne bidrager til videndeling og samarbejde internt mellem afdelingerne på hospitalerne og eksternt med bl.a. videreuddannelsessekretariaterne og de postgraduate kliniske lektorer, som har ansvar for den pædagogiske udvikling af LVU indenfor et givent speciale i en videreuddannelsesregion. Opgaverne er uddelegeret fra den lægelige direktør og forudsætter legitimitet og indflydelse, hvorfor alle UKO’er fremadrettet bør være ansat som ledende overlæger.

Med henblik på at styrke den lægelige ledelse af LVU på hospitalerne og på tværs heraf samt aflaste de lægefaglige direktører, som kan have svært ved at holde sig fuldt opdateret på området, bør der være en UKO på alle hospitaler, hvorfor også UKO-funktionen bør tænkes ind i revisionen af LVU.

Både UKO og de postgraduate kliniske lektorer forventes at have en større faglig ekspertviden indenfor uddannelsesområdet end UAO og UALO. En mere formaliseret national eller international efteruddannelse på masterniveau er derfor ønskelig.

Det kan i forlængelse af ovenstående overvejes at titulere UKO’erne, så ansvar og ledelsesmandat tydeliggøres. De kan f.eks. benævnes chef for lægelig videreuddannelse.

Den samlede LVU-ledelseskæde

Potentialet i en uddannelsesledelseskæde for LVU i hospitalsregi er stor. Synlig og kompetent ledelse gør en forskel – også i ledelse af uddannelse.

I relation til LVU er der derfor brug for et fælles, nationalt fastlagt ledelseshierarki, som kan give uddannelsesledere på alle niveauer den nødvendige legitimitet og indflydelse til at løfte ansvaret.

Samtidig bør der, med henblik på at sikre høj faglighed i løsning af opgaverne, for hvert niveau beskrives tydelige krav til kompetencer indenfor såvel uddannelse som ledelse. Både de enkelte trin i ledelseskæden og kompetencekravene til hvert af disse kan med fordel fastlægges på nationalt niveau i forbindelse med den pågående revision af LVU. Afhængigt af antal uddannelsesledere samt nødvendigt kompetenceniveau kan relevante kurser og efteruddannelser udvikles og udbydes regionalt eller nationalt.

Klare ledelsesroller og veje dertil i form af et formelt ledelseshierarki og tilhørende kompetenceudvikling vil bidrage til udviklingen af LVU som et respekteret fagområde og en mulig karrierevej. Dette vil gøre det attraktivt at være uddannelsesleder og dermed understøtte rekruttering af dygtige læger med interesse for området.