Skip to main content

Leiomyom i vagina

Sven Refslund Poulsen, Fuengirola/Malaga, Spain. E-mail: svenpoulsen@gmail.com

9. dec. 2011
3 min.

Interessekonflikter: ingen

I Ugeskrift for Læger [1] fortælles om de diagnostiske problemer ved et leiomyom i vaginas bagvæg hos en 30-årig nullipara. Artiklen afsluttes med: »... forløbet illustrerer, at man som kliniker altid skal huske på sjældne differentialdiagnoser« - det kan man kun være enig i, og det er vel oftest den væsentligste begrundelse for at publicere kasuistikker. Derfor følgende kommentar og spørgsmål.

Tumors størrelse efter skøn fra skitsen må have været ca. golfkuglestor og ikke palperet af flere erfarne klinikere.

Som gammel kirurg, der ofte har måttet dække også gynækologi og uden hjælp af billeddiagnostik, er det et mysterium for mig, hvorledes en tumor på dette sted og af denne størrelse har kunnet unddrage sig opdagelse. Vaginalvæggen er dorsalt kun adskilt fra rectum med en millimetertynd skillevæg. Slimhindedækkede tumorer skjuler sig let ved vaginal eller rektal palpation og skjules af speklet henholdsvis anoskopet, idet en ikkefikseret tumor let skubbes frem eller tilbage ved de to undersøgelser.

Ved rektovaginal eksploration burde tumor være opdaget på et tidligt tidspunkt - altså samtidig en finger i vagina og rectum. Ved denne undersøgelse har jeg gennem et langt lægeliv på ønsket om en gynækologisk undersøgelse (GU) diagnosticeret flere ikkesymptomgivne lavtsiddende rectumtumorer, submukøse analcancere og dorsale fibomyomer, som næsten okkluderede rektallumen med heraf følgende langvarig obstipation. Det er mit indtryk, at en rutine-GU i dag aldrig medtager rektovaginal palpation.

Jeg har derfor følgende (ikkeinkvisitoriske) spørgsmål:

1) Hvor stor var tumor?

2) På hvilket tidspunkt i udredningsprocessen blev der foretaget en rektovaginal eksploration?

3) Er min antagelse om, at en GU hos en gynækolog ikke er ledsaget af rektovaginal plapation, medmindre der skulle være en særlig indikation, korrekt?

Kasuistikken er et godt eksempel på de genvordigheder, der kan opstå, når en proces i bogstaveligste forstand befinder sig midt mellem to specialer.

> Svar:

Reservelæge Marie Sørensen, Gynækologisk Afdeling, Hillerød Hospital. E-mail: sorensenmarie@hotmail.com

Interessekonflikter: ingen

Tak til Sven Refslund Poulsen for hans refleksioner i anledning af vores artikel om leiomyom i vaginas bagvæg.

1) Hvor stor var tumor? Tumor var 5 cm, da den blev enukleeret in toto.

2) På hvilket tidspunkt i udredningsprocessen blev der foretaget en rektovaginal eksploration? Patienten fik første gang foretaget rektovaginal eksploration, da hun fik lavet gynækologisk undersøgelse (GU) i generel anæstesi, efter at der var lavet en PET/CT, der havde vist forhøjet optagelse svarende til cervix uteri.

3) Er min antagelse om, at en GU hos en gynækolog ikke er ledsaget af rektovaginal plapation, medmindre der skulle være en særlig indikation, korrekt? Der laves ikke rutinemæssigt rektovaginal eksploration ved GU. Undersøgelsen udføres i de tilfælde, hvor det skønnes indiceret.

> Svar:

Professor Bent Ottesen, Juliane Marie Centret, Rigshospitalet. E-mail: bent.ottesen@rh.regionh.dk

Interessekonflikter: ingen

Ved mistanke om sygdomme i underlivet er den gynækologiske undersøgelse ofte afgørende for at kunne stille den korrekte diagnose. Undersøgelsen omfatter både inspektion og eksploration. Den rektovaginale eksploration foretages med den ene hånds anden finger i vagina og tredje finger i rectum og den anden hånd på abdomen. Der kan herved opnås yderligere oplysninger om septum rectovaginale, fossa Douglasi, bagsiden af uterus og rectum. I dag foretages den rektovaginale undersøgelse kun på indikation i forbindelse med den gynækologiske undersøgelse og således ikke rutinemæssigt.

Litteratur:

Referencer

  1. Sørensen M, Chauhan P. Leiomyom kan også ses i vagina. Ugeskr Læger 2011;173:1510-1.