Skip to main content

Lemfældigt tilsyn med autorisationer

Ole J. Hartling

2. nov. 2005
3 min.

I en pjece fra 1948 averterede dr. Axel O. Hansen under overskriften »Kræftens Gaade løst« med, at »Kræft kan helbredes og forebygges«. Hansens doktorgrad var erhvervet fra et amerikansk universitet ved at besvare 99 spørgsmål, såsom: »Med hvilken hastighed foregår tanken?« og »Beskriv kraftens syv hjul« (1).

I vore dage udbyder alternative behandlere deres virksomhed på internettet og de lover stadig meget. Og også i dag smykker de sig med autoritative titler som læge, doktor, professor.

Eksempelvis reklamerer John Boel fra Aulum for sit akupunktursystem (2). Under overskriften »Behandling af Blinde og Svagsynede« anføres det bl.a.: »Vi kan altså hjælpe ca. 70% af alle blinde og svagtseende, uanset hvilken øjensygdom der er tale om«. Boel blev allerede i 1991 kritiseret for at behandle tilstande som retinitis pigmentosa med akupunktur (3). Boel omtales på flere hjemmesider som »professor doktor«. DR TV har tidligere dokumenteret, at Boels akademiske betegnelse kan erhverves i Columbo, Sri Lanka for US dollars. Den alternative kræftbehandler Hugo Nielsen i Gram har fået sin professortitel samme sted (4).

Associate professor ved China Academy of Traditional Chinese Medicine, Beijing, dr.med. Qunhui Mao, hvis titler og autorisationsforhold i Danmark ligger i det uvisse, tilbyder akupunktur for en lang række tilstande lige fra allergi til lammelser i forbindelse med hjerneblødning (5).

Mange af titlerne er købt i udlandet fx via postordre. Arne Astrup blev i foråret 2001 frikendt i en injuriesag for at kalde Johan A. Bitsch i Hørsholm for en »fupprofessor«(6). Man lagde antagelig nogen vægt på, at Astrups sekretær forud for retssagen havde tilegnet sig en professortitel fra samme universitet, hvor Bitsch havde fået sin, blot ved at fremsende $ 500.

Nå, man kan vel regne med, at Sundhedsstyrelsen, vores øverste myndighed for sundhedsvæsenet, tager sig af dette uvæsen. Det er immer hen Sundhedsstyrelsen, der meddeler læger den autorisation, som giver ret til at udøve lægegerning her i landet - i henhold til lægelovens § 2: »Autorisation som læge meddeles af Sundhedsstyrelsen den, der har bestået dansk lægevidenskabelig embedseksamen og som over for et lægevidenskabeligt fakultet har aflagt lægeløftet.« Læger har med alvorlige ting at gøre, og alvoren understreges af, at hvis lægen ikke viser tilstrækkelig omhu og samvittighedsfuldhed, kan autorisationen inddrages (§ 5). Også § 23 understreger, at autorisationen ikke er ligegyldig: »Den, der uden at have autorisation som læge, betegner sig som læge eller på anden måde, der er egnet til at vække forestilling om, at han har sådan autorisation, straffes med bøde«. Der er en hensigt med autorisationen. Befolkningen må kunne regne med, at der ikke bruges falsk varebetegnelse. Det er derfor beroligende, at loven er så klar på dette område, og at vi har en Sundhedsstyrelse til at føre tilsyn med, at den overholdes.

Det skal man nu ikke forvente. Sundhedsstyrelsen er bekendt med, at mange alternative behandlere benytter ulovlige titler. »Men vi har simpelthen ikke ressourcer til at holde øje med alle de alternative behandlere, og derfor går vi først ind i sagen, når vi bliver oplyst om en ulovlighed«, siger overlæge Michael von Magnus fra Sundhedsstyrelsen i august 2001 til Kristeligt Dagblad (7). Men det passer ikke. Når Sundhedsstyrelsen er blevet direkte oplyst eller forespurgt om konkrete tilfælde, har den alligevel afvist at undersøge sagen nærmere. Det ser faktisk ud til, at Sundhedsstyrelsen ikke selv tager det med autorisationer særlig højtideligt. Spørgsmålet er, om ikke Sundhedsstyrelsen svigter sin tilsynspligt.

Litteratur

Referencer

  1. Information, 23. oktober 1948.
  2. www.akupunktur2000.dk
  3. Andersen SR, Jensen S. Misbrug af akupunktur over for blinde. Ugeskr Læger 1991; 153: 868-70.
  4. www.ugeavisen.com/huni/instituttet/behanlingssystem.html
  5. www.mao.dk
  6. Ebdrup M. Astrup vinder over Bitsch. Dagens Medicin 10. maj 2001.
  7. Kristeligt Dagblad, 23. august 2001.