Skip to main content

Let og lige adgang for alle, for fattige som for rige ...

Kommentator Lotte Hvas
16. apr. 2010
02 min

Der sker mange ændringer i sundhedsvæsenet i disse år. Til de mere uheldige hører et nyt fænomen: forskellige ventetider hos speciallæger.

Jeg troede faktiske ikke mine ører, da jeg for nylig blev ringet op i telefontiden af en patient, som jeg netop havde henvist til undersøgelse hos en af de lokale speciallæger. Ventetiden var på seks uger, sagde han, og det havde han svært ved at vente på. Vi var begge enige om, at hans symptomer var bekymrende og burde undersøges før. »Men«, fortalte han med undren i stemmen, »lægens sekretær sagde, at hvis jeg havde en sundhedsforsikring, kunne jeg komme til i løbet af nogle få dage!« Jeg var målløs, men har tilsyneladende været bundløs naiv. Ved at forhøre mig hos mine kollegaer, kunne jeg forstå, at fænomenet er udbredt, nogle steder mere end andre.

Vi har to grundpiller i det danske sundhedsvæsen, som vi skal værne om:

Det ene er sundhedsloven. Som det det allerførste nævnes kravet om en let og lige adgang til sundhedsvæsenet. Dvs. at det er behovet for hjælp, der skal være afgørende for adgangen til sundhedsydelser.

Det andet er vores lægeløfte. For mange vækker det kun minder om højtidsstemning efter afsluttet embedseksamen, og sproget er nok lige lovlig gammeldags. Men indholdet er højaktuelt. Som læge lover jeg blandt andet »at jeg stedse vil bære lige samvittighedsfuld omsorg for den fattige som for den rige uden persons anseelse«.

Og her må vi vel konstatere, at der sideløbende med de gode hensigter er kommet økonomiske incitamenter, der trækker i stik modsat retning. Ikke mindst de skattefinansierede sundhedsforsikringer.

En forsikring fungerer, ligesom når man står i sikkerhedskontrollen i lufthavnen. Mens man selv står og tripper i den lange kø, ser man hvordan de jakkeklædte businessfolk kan gå ind gennem en anden dør i kraft af deres VIP- eller guldkort. Det har garanteret ikke været billigt, men de har dog selv betalt det, med henvisning til at tid er penge.

Men når det gælder sundhed, er vi nødt til at have en solidarisk ordning, hvor det ikke skal være muligt at springe foran i køen med en forsikring, der til og med betales af os alle sammen via skatten.

Når politikerne kritiseres for at øge uligheden, vasker de hænder og siger, at det må være op til en lægefaglig visitation. Men økonomiske incitamenter bruges jo netop, når man ønsker, at nogen skal ændre adfærd, og vi ser nu, at lægerne laver VIP-indgange til deres praksis. Spørgsmålet er så, om lægerne kan klandres, når de samler det guld op, som nogle har lagt på deres vej?

Hvis jeg kunne bestemme, ville jeg ønske, at lovgivningen gav os et incitament til at overholde lægeløftet!

Der er i øjeblikket tekniske problemer med at vise kommentarer på Ugeskriftets artikler. Vi arbejder på sagen