Skip to main content

Lindèn L, Madsen EB. Fagprofessionelle som ledere. En debatbog om ledelse og lederroller i sundhedsvæsenet

København: Munksgaard Danmark, 2002. 144 sider. Pris 148 kr. ISBN 87-628-0320-4 Peter A. Frandsen

2. nov. 2005
2 min.

Indledningsvis gør forfatterne klart, at bogen lægger op til debat om fagfolks varetagelse af den generelle lederrolle, og forfatterne har valgt at fokusere på lægerne som de der i sygehusvæsenet har »den mest rendyrkede fagprofessionelle uddannelse«.

Bogen favner bredt: med en kort, relevant og god beskrivelse af den generelle lederrolle med udgangspunkt i Mintzbergs teorier og karakteristik af ledere; typiske og genkendelige rollekonflikter mellem de fagprofessionelle elementer og de generelle ledelsesopgaver i en afdeling, den ledende overlæges forpligtelse både internt og eksternt som en del af forvaltninger; medarbejdernes krav og forventninger til lederrollen og nogle bud på fremtidens krav og udfordringer til afdelingsledelse i sygehusvæsenet. Dette suppleres med »en dagbog« af en ledende/administrerende overlæge på henholdsvis en medicinsk- og en kirurgisk afdeling, ligesom der suppleres med andre data og eksempler fra forfatternes masterafhandling.

Et enkelt af bogens kapitler om lægelig præ- og postgraduat uddannelse fremtræder ikke opdateret, men noget præget af tidligere tiders forhold og heraf afledte fordomme. Der er sket mange forandringer på de lægelige fakulteter siden 1981, hvilket kunne have nuanceret fremstillingen. Dertil kommer, at jeg ikke kan genkende, at lægerne i dagens sygehusvæsen prioriterer det akademiske miljø væsentligt højere end det kliniske miljø - men der er måske forskelle mellem de forskellige regioner i landet. MESUF-rapporten tyder dog ikke herpå. Omtalen af OLAU-kurserne kunne have været suppleret med de mange andre ledelseskurser, som arrangeres rundt om i amterne, og som visse steder er obligatoriske for nyudnævnte overlæger.

Men bortset fra disse mindre skønhedspletter i et enkelt kapitel er det en god bog, som meget relevant peger på behovet for, at fagprofessionelle skal være sig den generelle lederopgave meget bevidst, hvis de fortsat skal og vil bevare ledelseskompetencen. Det er nødvendigt, at lederen træder i karakter over for alle faggrupper, herunder også egen fagprofession, og vedstår, at man prioriterer ledelsesopgaven og udtrykker forventning om at andre respekterer dette, samt at man giver den generelle ledelsesopgave tilstrækkelig tid og omhu. Dertil kommer, at bogen er velskrevet og let læselig.

Forfatterne anfører, at det er en debatbog om fagprofessionelle som ledere. Det er det også. Det er dog i mindst lige så høj grad en bog, som giver fagprofessionelle ledere en kortfattet, men meget relevant, anvisning i hvilke krav og forventninger, de bør arbejde med og forsøge at indfri inden for hele det generelle ledelseskoncept. Derfor kan bogen varmt anbefales til alle fagprofessionelle, som har ledelsesopgaver eller overvejer at påtage sig dette fremover.