Livstegn under genoplivningsforsøg

S R Mørk et al. skrev en rigtig »solstråle«-historie i Ugeskrift for Læger [1] om en patient, som overlevede ganske uden alvorlige fysiske og mentale men på længere sigt efter en meget langvarig behandling af kredsløbsstop under usædvanligt vanskelige betingelser: Patienten faldt om i en skov under en jagt. Vidner kunne og gik i gang med at genoplive hhv. kørte efter hjertestarter. Defibrillering  forsøgtes efter 15 min – men fejlede. Ambulance og lægebil var 26 min undervejs ( fordi det var vanskeligt at lokalisere skadestedet). Ventrikelflimmeren forblev refraktær – trods avanceret behandling på stedet. Først efter helikoptertransport til hjertecenter og 102 min kunne ekstrakorporealt kredsløb etableres.  

Det eneste sædvanlige i sygehistorien synes at være, at patienten viste livstegn under genoplivningsforsøget.

Stort anlagte danske undersøgelser af kredsløbsstoppets neurologi har nemlig vist, at to ud af tre  patienter, som forsøgtes genoplivet, genvandt hjernefunktion mens hjertemassage og kunstigt åndedræt pågik og – nok så væsentligt – at hjernenervereflekserne kom til stede i en ganske bestemt rækkefølge og til tider, som var vejledende for hjernens genoplivningsforløb og -resultat .

Hjernens genoplivning viste sig ved, at først eget åndedræt, så pupil lys-, bræk-/hoste- og pupilsmertereflekserne vendte tilbage i den nævnte rækkefølge. Hvis pupillysrefleksen påvistes indenfor 2 min eller pupilsmerterefleksen indenfor 20 min efter genoplivningsforsøgets start 

kunne man med stor sandsynlighed forudsige, at patienten kunne genvinde bevidsthed indenfor 48 timer (tests med 70% sensitivitet og specificitet [2]).

Hos de bevidstløse overlevere fulgte hjernegenoplivningen også en bestemt kurs. Det skete i faser, som var karakteriserede ved samtidigt optrædende hjernenerverefleks- og særegne, først stræk- og bøje-bevæge svar på smerte  »koblet« til hhv. »fladt« eeg og togvise aktiviteter. Sidenhen sås grimasseren og/eller bevægelser uden afværgepræg af krop og lemmer ved smertepåvirkning »koblet« til uafbrudte eeg-aktiviteter. Hvis sidstnævnte fase påvistes indenfor otte timer efter genoplivning markerede den med 70% sikkerhed, at patienten kunne vågne indenfor 48 timer [3, 4].

Det må være vigtigt, at behandlere af kredsløbsstop er fortrolige med hjernegenoplivningens naturhistorie og kender tidlige neuroprognostiske markører.