Min sommer brugte jeg bl.a. på nogle af Sydeuropas små snørklede bjergveje. En af dagene kørte jeg bag ved en fransk bil, der slingrede mere end gennemsnittet, og efter et stykke tid kørte føreren mistænksomt ind til siden og parkerede noget klodset ved en bymur. Da jeg kiggede ind, så jeg en ældre mand sidde sammenbøjet over rattet. Skulle jeg stoppe op her på en bjergvej i Frankrig og hjælpe?
Jeg ved som mange andre, at mit lægeløfte forpligter mig til at stoppe op og hjælpe, hvis jeg kan. Rigtig mange af os glemmer ofte, at vi også har samme forpligtelse for samfundets bedste. Man kører forbi andre samfund, der har det dårligt hver eneste dag. Spørgsmålet bliver derfor: Hvor går mon grænsen for, hvor jeg bør hjælpe? – og hvor meget og hvor ofte?
I snart et år har vi diskuteret sundhedsstruktur. Hvordan løser vi problemet med de mange flere ældre? Debatten har primært handlet om fordeling af midler, og hvem der har ansvar for hvad. Hvem der vil bestemme, vil nogen måske sige. Men en del af det, der ikke blev debatteret så meget, er, hvad struktur gør for os alle. Hvad linjer og skel gør for mennesker.
»Hvorfor ikke rekruttere læger fra Region Sjælland til Region Hovedstaden, det vil faktisk være mindre urimeligt i et internationalt perspektiv«Morten Eklund Ziebell
Der gælder nemlig særlige etiske regler inden for et fællesskab. Nærhedsetikken er en helt naturlig del af vores evolution, hvor stærke samfund har overlevet på bekostning af individet og på bekostning af andre samfund. Det er nærhedsetikken, der bestemmer, hvem du har en etisk forpligtelse over for.
Et godt eksempel på, hvad nærhedsetik gør, kan ses på diskussionen om udenlandsk arbejdskraft. Et forslag, der i et nationalt perspektiv er helt etisk forsvarligt, men internationalt set, fuldstændig uansvarligt, når man tænker på vores sundhedsvæsens succes. Vi vil med andre ord, medmindre lægerne kommer fra Norge, Tyskland eller Østrig, rekruttere fra lande, der har færre læger end os! Hvorfor så ikke rekruttere læger fra Region Sjælland til Region Hovedstaden, det vil faktisk være mindre urimeligt i et internationalt perspektiv.
Men hvad forpligter mest: nærhedsetikken eller lægeløftets pligt til at gavne samfundet? Vi kerer os i hvert fald ofte så meget om de patienter, der træder ind (tilfældigt måske) ad døren, at vi ofte vil dem det så meget mere, end dem vi ikke ser. Det er naturligt og svært at have noget imod, men hvordan løfter vi så samtidig blikket og ser, om det umiddelbare virkelig er til gavn for samfundet? I dette efterår sætter de folkevalgte nye grænser, selv om der er mange grænser i forvejen: afdelings-, hospitals-, regions-, sektor- og faggrænser. Hvad vægter egentlig højest hos dig læser: lægeløftets samfundspligt eller nærhedsetik? Stopper du op, næste gang du ser et samfund på en »fransk bjergvej«, der kunne have brug for din hjælp, eller tager du dig af de nærmeste? Hvad er balancen?
