Løsningen er flere speciallæger

Forleden bragte Danmarks Radio flere historier om stor speciallægemangel i Region Sjælland. Under overskriften »Skæv fordeling af læger: Færrest læger i regionen med flest syge« blev der skrevet, at der skal ansættes flere hundrede speciallæger i Region Sjælland, hvis der skal være lige så mange læger pr. patient som i hovedstaden. Det er dog nok en forkert præmis, da funktioner og opgaver mellem sygehuse i Region Sjælland og Region Hovedstaden ikke er helt sammenlignelige – men det faktum udelukker vi for en stund.

Det er bestemt heller ikke forkert, at der er rigtigt stor mangel på speciallæger i regionen, som forholdsmæssigt har flere syge og ældre borgere. Den vej rundt har jeg fuld forståelse for ønsket om flere speciallæger, og jeg er helt enig i, at manglen skal løses. For patienternes skyld først og fremmest, for at sikre kvaliteten i behandlingen, men også for at sikre og udvikle de faglige miljøer samt et godt arbejds- og uddannelsesmiljø. Det hele hænger sammen.

Men jeg må så også sige klart til politikere, beslutningstagere og andre i »sundheds-Danmark«, at der ikke findes et overskudslager af speciallæger, som man kan plukke fra og dele ud af. Og det bunder i mange års »undladelsessynder« fra myndigheder, politikere og også regionerne selv.

Faktum er nemlig, at mangel på speciallæger ikke kun er et problem i Region Sjælland eller andre steder i landet, hvor der findes tyndere befolkede områder. Som Lægeforeningen i årevis har gjort politikere og myndigheder opmærksomme på, er det hele Danmark, der mangler speciallæger: Der er ingen arbejdsløshed blandt speciallæger, der er lukket for tilgang i mere end hver anden almen praksis, langtfra alle sygehuse har det nødvendige antal speciallæger til de mange opgaver, og patienterne oplever lange ventelister – ikke kun betinget af sygeplejerskemangel – over en bred kam. Læg hertil, at vi danskere lever længere og længere, heldigvis, men det betyder også, at de kommende årtier byder på markant flere patienter med flere samtidige sygdomme, som skal kunne få specialiseret behandling. Alt taler for, at de læger, der i dag uddannes fra universiteterne, også alle skal kunne videreuddanne sig til speciallæger.

Den store mangel på speciallæger bunder nemlig desværre i de beslutninger, som myndigheder, driftsherrer og politikere i mange år har taget. Nemlig at man konsekvent har uddannet alt for få speciallæger – deraf føromtalte »undladelsessynder«. Fra Lægeforeningens side har vi påpeget en manko på omtrent 200 speciallæger årligt i forhold til behovet, og så er det jo klart, at patienterne mangler speciallæger.

Danmarks Radio omtalte også idéen om at sætte loft på antal speciallæger, man må ansætte på hospitaler i nærheden af hovedstaden og idéen om et aktivitetsloft på specialiseret behandling. Disse forslag er meget unuancerede og lader ikke til at være tænkt til ende.

Med blik for de opgaver, der er på de enkelte sygehuse – og hvilke patienter, man behandler på tværs af sygehuse og regioner – er jeg enig i, at det er vigtigt at arbejde for en mere ligelig fordeling af speciallæger på landets sygehuse og hospitaler for blandt andet at nedbringe ulighed i sundhed. Det arbejde går Lægeforeningen gerne konstruktivt ind i. Men et vækstloft for læger på sygehusene inden for udvalgte geografiske områder og på højtspecialiserede afdelinger på universitetshospitalerne virker næppe efter hensigten.

Et aktivitetsloft vil forlænge ventetiden for store patientgrupper med kritiske sygdomme og også kollidere med de nuværende behandlingsgarantier – og ja, de skal justeres, men det lægges der ikke politisk op til. Uanset hvad, vil det være meget uhensigtsmæssigt at lægge hindringer i vejen for, at patienter kan få tilbud om specialiseret behandling på grund af et uigennemtænkt loft.

Læger er ikke Legoklodser, man bare kan flytte rundt på. Det ville også være meningsløst. Dels rummer det lægelige arbejdsmarked mange muligheder for speciallæger. Dels er læger i forvejen meget mobile og er reelt den akademiske faggruppe, som er spredt allermest ud i landet. Helt frivilligt. Tænk i stedet i aktive incitamenter til rekruttering og fastholdelse, kære politikere. Og tænk også i, hvordan struktur og organisation kan understøtte, at der skabes populationsansvar for flere patienter på tværs af sygehuse.

Sidst, men bestemt ikke mindst: Løsningen på speciallægemanglen er simpelthen at videreuddanne de læger, der uddannes fra universiteterne – det var jo den politiske hensigt med det forøgede optag på universiteterne. Jo før beslutningstagerne i »sundheds-Danmark« husker dette, jo bedre.