Log in: MMAK0045. Password: Memt3107

»Lige et øjeblik, så skal jeg være der ...«. Sygeplejersken tripper bag mig, og jeg ser mig nervøst over skulderen. »Jeg er nødt til lige at tjekke det her først, ellers kan jeg ikke ...«. Fingrene springer over tasterne som små straffefanger i et minefelt. MMAK0045 + Memt3107 - husk, at M er med stort - og så vente, vente, vente. Men nej, EPM - det elektroniske patientmedicineringsmodul - er nede denne uge. Vældig uheldigt. »Jeg har listerne her«, kommer det fra den trippende bag mig. En stor, hvid bakke fuld af medicinkort lander på skrivebordet. Jeg bladrer mig igennem bunken til fru Knudsens papirer. Ciprofloxacin. Jeg får gnubbet det ind på kortet med en lillebitte myreskrift. Sådan. Desværre er der ikke plads nok til at få det noteret det som infusion med 20 minutters indløbshastighed. Diminuendo myreskrift. Med nanoskrift lykkes det endelig.

I dag er det mig, der skal indberette de døde. MMAK0045 - meMT3107 - denne gang med lille m - og så vente, vente. Hvis man sætter SEI, Sundhedsstyrelsens Elektroniske Indberetningssystem, til at åbne nogenlunde samtidig med, at man konstaterer mors, så passer det omtrent med, at man kan syne samtidig, når man er logget ind. Vente, vente.

Geriateren kommer på besøg. Fru Knudsens journal er væk. Ingen steder at finde. Mine sandaler bliver næsten glødende af at lede efter fru Knudsens livshistorie. »Måske kan du huske lidt om hende ... om, hvordan hendes funktionsniveau var før indlæggelsen?« Geriateren spørger venligt, og jeg bryder min hjerne for at finde et indre billede af fru Knudsen frem. »Nu har jeg ikke lige papirerne her, men jeg tror, at det var noget med ..., jeg tror, at hun bor på 1. sal, nej vent nu lidt«. Jeg griber sygeplejerskens kardex og finder lidt efter de ønskede oplysninger om fru Knudsens gangfunktion. »Måske er der en gammel epikrise i grønt system?« Vores sekretær er desværre på kursus i dag, men jeg forsøger mig: Mlægmk05 og så afdelingens kode 1351 og koden Memt3107 ... nej, det var forkert. Roder i brystlommen efter den lille, krøllede livline. Papiret med alle koderne. Prøver igen, og så vente, vente ... »Vis Patient Oplysninger« eller »Patient Forløb« eller ... En sygeplejerske forbarmer sig over mig, og den seneste epikrise dukker op. Desværre ingen oplysninger om funktionsniveau.

Kreativiteten blomstrer

Om jeg kan skaffe en medicinliste? Naturligvis kan jeg det. EPM er stadig nede, og kreativiteten blomstrer. Jeg ender med at indtaste hele hr. Nielsens endeløse medicinskema i et hjemmelavet Excelsystem. Og hr. Petersens bagefter. Efterfulgt af håndskrevne recepter på det meste.

Nu er fru Knudsen kommet tilbage fra røntgen. Jeg overbringer geriateren journalen. Hun læser den indgående. »Hvad med armen ... var den brækket?« spørger hun. »Lige et sekund, så skal jeg tjekke ...«. Mmleg05 (husk, at det er »e« og ikke »æ« som i Grønt System) og så koden - 123opstart - og så vente. Flere minutter senere kan mistanken om fraktur afkræftes, og fru Knudsen er et skridt nærmere sin genoptræning. »Hvordan var det lige med hyperkaliæmien?« spørger geriateren vedholdende. »Det kan jeg ikke huske men lige et sekund ...«. Sedlen kommer frem af lommen. Det er vist det samme login til Labka som til SEI, eller ... MMAK0045 og så meMT3107 og så afdelingen M3LU(AH) og så vente ... Ingen prøvesvar. Besynderligt, for fruen fik taget en masse blodprøver i går, da hun lå på AMA. En ældre kollega kommer til hjælp. Jeg skal logge ind som den afdeling, fru Knudsen lå på, da hun fik taget prøverne. O.k., om igen. MMAK0045 + meMT3107 og AMA(AH) og så cpr-nummeret ... Kalium 4,2. Alt i orden.

Telefonen ringer. Hr. Jensen blev overført til et nærliggende sygehus i går. Det var noget med en hjernetumor og vurdering af operabilitet. »Hvorfor jeg ikke har medsendt billederne?« »Jamen, det har jeg«, forsikrer jeg. »Vi brugte det meste af en frokostpause dagen før på at brænde dem på en cd«. »Vi har ikke fået dem«, siger stemmen i røret. »Hvem kontakter røntgen for at få en ny cd, vi kan sende?« »Jamen, det gør vi da«, siger jeg og beklager på alles vegne. Ikke mindst på patientens. Mens jeg drømmer om et verdensomspændende PACS-system ...

Nu er fru Iversens pårørende kommet, og de vil hjertens gerne snakke med en læge. Og helst snart. Og jeg vil også frygtelig gerne snakke med fru Iversens pårørende, men jeg vil allerhelst gerne have noget at snakke om. Så jeg leder efter journalen. »Journalen er til visitation på røntgen«, siger en hjælpsom sjæl. »Stadigvæk?« »Ja, men vi kan da sende en piccoline ned efter den?« »Nej, nej«, siger jeg. Så må det vente, til den kommer tilbage.

Den nyopstående pause bruger jeg til at tjekke min mail. Mette Marklund og så Julebal24.

En god detektiv

Der ankommer en ny patient. Temmelig respirationsbesværet. Jeg ser til ham. Og leder efter papirerne. Ingen journal. Kun nogle enkelte observationer på et grønt stykke papir. »Men han har jo været her i otte timer?« indvender jeg. Sekretæren bekræfter, at journalen ligger til skrivning i skadestuen. Flere etager væk. De kæmper som gale for at følge med. Stakkels sekretærer. Godt jeg har det grønne papir og en god detektiv. En skam, at det aldrig blev til noget med det planlagte elektroniske dikteringssystem. Så havde jeg i det mindste kunnet høre den indlæggende læges notat.

Klokken er blevet 15.10, og jeg tager en A-punktur på patienten. »Jeg går selv ned med den«, siger sygeplejersken. Piccolinen er gået hjem, og efter 15.00 er det portørerne, der render med blodprøver. Når de får tid. Og det er de heldigvis gode til at få ... Nå ja, men det er i hvert fald bedre end på et andet, navngivet, sygehus, hvor blodprøverne kører med madvognen til et fjerntliggende laboratorium om eftermiddagen.

Jeg slutter dagen med at skrive et par recepter til serveren. Husker mit id fra sedlen i lommen. Skifter batterier i diktafonen og dikterer et par epikriser. Slut tak. MM.

Nu spørger du måske: »Hvad laver kineserne i Afrika?« Det skal jeg sige dig: De bygger veje. De har nemlig indset, at vejen mod civilisation, mod vellykket udvikling og effektivitet, er en fornuftig og velfungerende infrastruktur. Veje gør det muligt at nå fra A til B på en anstændig tid - det er ganske enkelt logik. Hvad der imidlertid er sværere at forstå, er, at det enkelte sygehus af den lokale kasse skal indkøbe de systemer, der gør hverdagen lettere for både patienter og personale. Ud over de åbenlyse problemer med samkøring mellem sygehusene er det ganske ressourcekrævende for personalet ved jobskift (og dem er der i sandhed mange af, især, når man er yngre læge). Nyt job betyder nye systemer til medicinering, paraklinik, billeddatabaser osv. Det oldnordiske grønne system ser paradoksalt nok ud til at være det eneste system, der har overlevet på tværs.

Alle steder kæmper ledelserne en udmattende kamp for at få PACS, mini-pacs, ICE, Labka, EPM, stemmegenkendelsessystemer, halv- og helautomatisk elektronisk diktering og meget meget mere. Er det ikke på tide, at politikerne med sundhedsministeren i spidsen løfter dette tunge, ressourcekrævende økonomiske dilemma af skuldrene på hospitals- og afdelingsledelserne og udbyder de nødvendige programmer og funktioner i licitation? Jo, det er mulig t, at der rundt omkring sidder enkelte, der synes, at det fungerer perfekt hos dem, og som vil betakke sig for overordnet kontrol og styring. Patienterne derimod vil formentlig nyde godt af et totalt integreret system, hvor skanningen fra Sønderborg Sygehus straks kan hentes ned i Slagelse. Med rødderne fra en håndfuld års ophold på røntgenafdeling er det beskæmmende at tænke på, hvor ofte skanninger bliver gentaget, fordi de er lavet på et andet sygehus, og der ikke er tid til eller mulighed for at skaffe billederne. Det belaster ikke blot skanningskapaciteten men indebærer i mange tilfælde også en øget mængde stråling til patienten.

Handlingsplan efterlyses

Kommer der mon snart en ordentlig handlingsplan? Fra toppen i dansk politik? Er det ikke på tide med nogle landsdækkende licitationer? Hvis epj er valgt som fundament, er det vel et mindstekrav, at alle tilhørende systemer til paraklinik og billedinformationer kan integreres let og smertefrit. Det frister hospitals- og afdelingsledelserne at indkøbe middelware, så længe de kan optimere forholdene på hjemmebane. Særligt når pengekassen knap rækker i forvejen. Det er nødvendigt måske - men det er ikke verdensklasse!

Om afrikanerne inviterede kineserne til at begynde med, er nok tvivlsomt. Men sikkert er det, at den forbedrede infrastruktur har sikret en udnyttelse af ressourcerne, der årligt indbringer de afrikanske lande et tocifret milliardbeløb i dollars.

Jeg har en drøm. Drømmen om grusvejenes undergang. Drømmen om et dansk sundhedsvæsen med en gennemtænkt infrastruktur. Drømmen om it-motorveje ad modum Afrika.