Ludomani - ikke flere indsatser, tak! Jørsel MB.

Ludomani - spillegalskab - er sandsynligvis ikke noget, der fylder meget i lægers professionelle tilværelse. Den officielle diagnose er aleamania , der kategoriseres som en af flere patologiske »vane- og impulshandlinger«, dvs. handlinger som er uden fornuftsmæssig begrundelse og kontrol, som dominerer personens liv på bekostning af sociale, arbejdsmæssige værdier og forpligtelser, og som derfor er til skade for vedkommende selv eller andre.

Selv om ludomanerne næppe flokkes i lægernes venteværelse eller i de psykiatriske afdelinger, er det alligevel en bog, der af flere grunde kan anbefales. Den er velskrevet, og forfatteren, som er leder af Center for Ludomani i Odense, ved, hvad han skriver om. Den behandler et betydeligt samfundsproblem. Forfatteren anslår, at ca. 150.000 personer i Danmark har et problematisk forhold til spil, heraf 40.000 i en sådan grad, at de kan betegnes som ludomane, karakteriseret ved afhængighed (craving ) og kontroltab og en række sekundære fænomener til kontroltabet som skam, skyld, selvdestruktivitet og suicidale tanker. Og den beskriver et fænomen, som i høj grad ligner den kemiske afhængighed (alko- holisme og stofmisbrug), og som i mange henseender behandles på samme måde. Og selv om man ikke umiddelbart dør af en overdosis spil, er mange af skadevirkningerne de samme som ved alkohol- og stofafhængighed: at spillegalskab, ligesom misbrug af rusmidler, sluger tid og penge, som derfor ikke kan benyttes til mere konstruktive formål. Konsekvensen af dette bliver ofte social og personlig deroute, kriminalitet og social udstødning.

For alle, der interesserer sig for kemisk afhængighed, er det slående, hvor store ligheder der er mellem ludomani og forskellige former for rusmiddelafhængighed. De centrale lighedspunkter er selvfølgelig craving , kontroltab, indskrænkning af øvrige interesser og forpligtelser og vedvarende brug/ aktivitet trods skadelige følger.

Med de store ligheder in mente er det interessant at se, hvor store forskelle der er på statsmagtens forsøg på et regulere de forskellige former for afhængighed. I forhold til de illegale rusmidler er statsmagten moralsk, forbudsorienteret og lægger hovedvægten på at begrænse tilgangen. Når det gælder spil, er statsmagten pragmatisk, hyklerisk og kynisk og er helt uden sammenligning den største pusher på området. For at skaffe penge til veldædige formål siger man, men reelt handler det bare om at skaffe penge til statskassen ved at brandskatte en gruppe mennesker, der i forvejen ikke er de økonomisk mest velstillede.

Rusmiddelafhængighed og spil er fascinerende områder med mange indbyggede paradokser. Læs selv.

København: Gyldendal, 2003.
148 sider. Pris: 299 kr.
ISBN 87-02-02276-1