Luksusfælden i sundhedsvæsenet

Jeg har længe haft lyst til at lave et eksperiment.

Lad os forestille os at lægge det samlede budget for hele sundhedsvæsenet, krone for krone. Det skulle være visuelt, som vi kender det fra tv-programmet »Luksusfælden«.

Alle opgaver og alle dele af væsenet skulle med. Lige fra hjemmeplejens omsorg, den kommunale genoptræning og attesterne, til screeningen i almen praksis, forløbsprogrammerne, skanningerne, medicinudgifterne og den højt specialiserede kræftbehandling.

Nøjagtigt som deltagerne i »Luksusfælden« tager stilling til, hvilke dele af deres forbrug der skaber mest værdi, skal hver opgave vurderes og prioriteres ud fra evnen til at skabe værdi for individet og for samfundet. Vi skal vælge klogt og huske, at kun ca. 60% af det, vi foretager os i sundhedsvæsenet skaber værdi, at 30% i bedste fald er spild af tid, og at 10% er direkte skadeligt [1].

Der er momentum til at se fordomsfrit på sundhedsvæsenet. Det er den opgave, politikerne står med, den opgave, der forsøges belyst i de forskellige kommissioner, og den opgave, vi som borgere og behandlere skal anerkende.

Lige nu ligger kronerne i kommunale, regionale og nationale kasser og styres via komplicerede og til tider modstridende juratekster i hhv. serviceloven og sundhedsloven. Det er uigennemsigtigt og uigennemtænkt. Vi må have et fælles økonomisk udgangspunkt og et fælles juridisk grundlag for at fordele midlerne. Som sundhedsøkonom Jakob Kjellberg siger: Ressourcerne bør følge opgaverne.

Trivsel i civilsamfundet bør værdisættes ud fra tilgængelige data[2] og anerkendes som værktøj til forebyggelse af sygdom. Udredning og behandling bør foregå på laveste omsorgsniveau, så vi forbeholder sekundærsektoren til de sygeste.

På den måde vil de sårbare med størst behov få flest midler, og få eller ingen midler vil gå til det unødvendige eller direkte skadelige.

Det vil ikke kun give etisk og moralsk mening, men også på den lange bane bedst økonomisk mening.

Som praktiserende læge i et område med mange komplekst multisyge og sårbare borgere sætter jeg dagligt længere tid af til mine patienter. Det gør jeg ud fra både faglige og moralske principper. Men når jeg gør det, går jeg på kompromis med økonomien. Aktuelt står almen praksis som sektor til at overskride det aftalte budget. Patienterne har ikke længere fri og lige adgang, og vi er havnet i en slags luksusfælde uden prioritering. De ressourcestærke, raske bekymrede bruger i stigende grad af de samlede midler, og tilgængelighed prioriteres over faglighed.

Som situationen er nu, står jeg som praktiserende læge i et område af Danmark, hvor alle er enige om, at ressourcerne burde være flere, til at skulle tilbagebetale en del af de penge.