Skip to main content

Lyrisk tragedie

Læge, forsker Jeppe Schroll, Det Nordiske Cochrane Center. E-mail: jschroll@gmail.com

24. feb. 2012
4 min.

Interessekonflikter: ingen

For et par år siden behandlede jeg en patient i almen praksis med neuropatiske smerter. Hun havde prøvet amitriptylin uden nævneværdig effekt. Jeg gav hende et antiepileptikum med det indbydende navn »Lyrica« (pregabalin), som jeg havde fået som en vareprøve. Patienten fik tabletter til to uger, men hun kom allerede igen efter lidt over en uge for at få en ny recept. Hun følte sig langt bedre tilpas, men smerterne var nogenlunde uændrede. Den garvede praksislæge var bekendt med problemet, og han hjalp mig med at trappe patienten ud igen.

I sommer var jeg i Norge og passede en del misbrugspatienter. Til min store overraskelse fik en stor del af dem Lyrica til trods for mine tidligere erfaringer med stoffet. Ved en kort søgning på PubMed så jeg, at Lyrica var forsøgt brugt ved både alkohol og stofafvænning [1].

Lyrica er egentlig et antiepileptikum, men er også godkendt til neuropatiske smerter og senest generaliseret angst. Det er dog ikke første valg til nogle af disse indikationer. Alligevel er det lykkedes Pfizer på blot seks år at skabe et salg på over 100 mio. kr. om året alene i Danmark. I 2010 var der over 20.000 danskere, der indløste en recept. Hos vores svenske naboer bliver der omsat for 230 mio. kr. årligt. Det har ført til heftige diskussioner om indikationsskred og mistanke om misbrug. I Norge har der været cases, hvor afvænning var nødvendig, og hvor patienter tog monstrøse doser. Firmaet benægter indikationsskred, da lægerne skriver generaliseret angst på recepterne [2]! I 2005 blev Pfizer dog idømt en bøde i Danmark for netop at opfordre til off-label brug [3], og de har forsøgt at få stoffet godkendt til fibromyalgi. For et andet antiepileptikum, gabapentin, indkasserede Pfizer en gigantisk bøde i USA på 2,7 mia. kr. ligeledes for opfordring til off-label brug [3]. Det skete bl.a. gennem systematisk påvirkning af efteruddannelsesaktiviteter, påvirkning af key opinion leaders og advisory board-medlemmer samt spøgelsesforfattede artikler og læserbreve [4]. Alligevel har der ikke været meget diskussion af, om brugen af Lyrica er hensigtsmæssig i Danmark.

Da Lyrica blev godkendt i USA i 2004, erkendte myndighederne, at der var et betydeligt misbrugspotentiale, og placerede derfor stoffet i en særlig kategori af misbrugsstoffer. Lyrica gav bl.a. eufori hos almindelige mennesker, og hos tidligere misbrugere virkede det som en stimulans. Efter seponering fik de tidligere misbrugere abstinenser i form af hovedpine, diare og søvnløshed [5].

Hvordan har det været muligt for Pfizer at skabe et så stort marked på få år? I samme periode er mange blevet udtrappet af deres benzodiazepinmisbrug. Er det de samme patienter, der ender på Lyrica? Hvis det er tilfældet, er det tragisk, at et misbrug bliver afløst af et andet. Der er allerede over 20.000 danskere, der får Lyrica, og jeg vil gerne opfordre alle mine kolleger til at være opmærksomme på, at dette stof måske ikke er så uskyldigt, som navnet antyder. Efter en række cases samt en gennemgang af udbredelse på internettet advarer Medicin.dk også om risiko for misbrug.



  1. Martinotti G, Di Nicola M, Tedeschi D et al. Efficacy and safety of pregabalin in alcohol dependence. Adv Ther 2008;25:608-18.

  2. Brun J. Relevanta frågor, men fel exempel! Läkartidningen 2010;107:775.

  3. Andersen NV. Medicinalselskaber tjener penge på ulovlige markeder. Ugeskr Læger 2005;167:2806.

  4. Steinman MA, Bero LA, Chren MM et al. Narrative review: the promotion of gabapentin: an analysis of internal industry documents. Ann Intern Med 2006;145:284-93.

  5. FDA approval.Medical Review.12/30/2004. www.accessdata.fda.gov/drugsatfda_docs/nda/2004/021446_Lyrica%20Capsule… (7. feb 2012).

> Svar:

Medicinsk direktør, læge Troels Reiche, Pfizer. E-mail: troels.reiche@pfizer.com

INTERESSEKONFLIKTER: Troels Reiche er ansat i lægemiddelvirksomheden Pfizer.

Læge og forsker Jeppe Schroll (JS) har fremsat flere påstande om Pfizers lægemiddel Lyrica (pregabalin) i Ugeskrift for Læger. Pfizer vil gerne kommentere spørgsmålet om muligt misbrug, men ikke forfatterens personlige oplevelser eller betragtninger. Pfizer samarbejder med lægemiddelmyndigheder om patientsikkerhed m.v. EMA vurderer effekt og sikkerhed ved lægemidler både før og efter godkendelse. Efter dialog med EMA blev produktresumeet opdateret i juni 2010 med tilføjelsen: »Tilfælde af misbrug er blevet rapporteret. Der bør udvises forsigtighed ved behandling af patienter, der tidligere har haft et misbrug, og patienten bør overvåges for symptomer på misbrug af pregabalin« [1]. Promedicin.dk omtaler dette. Opdateringen fokuserer på patienter med kendte misbrugsproblemer, og ikke på den samlede gruppe af patienter, som ordineres Lyrica. Pfizer forventer, at læger indberetter uhensigtsmæssig brug eller mulige bivirkninger ved lægemidler primært til myndighederne og sekundært til virksomheden.



  1. Product information 24/01/2012 Lyrica -EMEA/H/C/000546 -N/0053. www.emea.europa.eu/docs/da_DK/document_library/EPAR_-_Product_Informati….