Skip to main content

Lyssagen

Fhv. lektor Niels Finsen Lomholt, Hørsholm. E-mail: lomh.n@dadlnet.dk

1. nov. 2005
2 min.

Ugeskrift for Læger bragte i juni overlæge, dr.med. Liselotte Højgaards meget rosende anmeldelse af professor, dr.med. Jørgen Lyngbyes bog »Lyssagen« [1]. Jeg har også med stor fornøjelse læst de mange nye informationer om Niels Finsen og hans team, som må have krævet omfattende research. Jørgen Lyngbye fokuserer på de videnskabelige og kliniske resultater af Finsen, og hans medarbejderes arbejde. Men Jørgen Lyngbye har valgt også at redegøre både for »Lyssagens« og Finseninstitutets skæbne siden Niels Finsens død i 1904. Endvidere beskriver forfatteren Finseninstitutets indsats i behandlingen med radioaktive stråler [2].

At jeg har en speciel interesse i indholdet i Jørgen Lyngbyes bog »Lyssagen« hænger sammen med, at Niels Ryberg Finsen er min bedstefar og at jeg er søn af Svend Lomholt.

Det er en meget stedmoderlig behandling forfatteren giver omtalen af »Lyssagens« mest dynamiske forkæmper professor Svend Lomholt, som var tilknyttet Finseninstitutet fra 1921 til 1949. Forfatteren undlader således at omtale, at Svend Lomholt i 1928 i samarbejde med fysikeren H.G. Hansen konstruerede finsenlampernes afløser, den langt mere effektive og arbejdsbesparende Finsen-Lomholt-lampe til lokalbehandling af bl.a. lupus og i 1937 universollampen til kulbuelysbade. Af Svend Lomholts 173 publikationer omhandler de 64 lysbehandling af lupus og andre hudsygdomme og, i samarbejde med Niels Finsens enke, en biografi over Niels Finsen [3].

I øvrigt undlader Jørgen Lyngbye i afsnittet »Behandling med radioaktive stråler« at omtale, at Svend Lomholt som den første behandlede hudsygdomme med alfa- og betastråler i form af radium- og thoriumemanation og indførte behandlingen med bløde røntgenstråler, Buckybehandlingen, i Danmark. I 1924 var Svend Lomholt endvidere den første i verden, som anvendte radioaktive isotoper til farmakologiske undersøgelser af bl.a. vismuts cirkulation i organismen i samarbejde med nobelpristageren George de Hevesy. (Bonnevie P. Foredrag ved Svend Lomholts 100-års dag. Amtssygehuset i Gentofte, 1988.) Derimod finder forfatteren det interessant at oplyse, at Svend Lomholt i 1930’erne anviste, hvordan man kunne forebygge smitte med fodsvamp. Da jeg ved, at Jørgen Lyngbye har været bekendt med ovenstående informationer [4], undrer jeg mig over, at de ikke har været vurderet som væsentlige for »Lyssagen«.

Litteratur

1. Højgaard L. Lyssagen. Niels Finsen og hans team på

     Finseninstituttet. Ugeskr Læger 2003;165:2691.

2. Lyngbye J. Lyssagen. Niels Finsen og hans team på

     Finseninstituttet. København: Gyldendal, 2003.

3. Lomholt S. Niels R. Finsen. København: Nordisk Forlag, 1943.

4. Møller-Christensen V, ed. Finseninstituttet 1896 – 1946.

     København: Det Berlingske Bogtrykkeri, 1946.