Skip to main content

Må syge mennesker ikke gå på arbejde?

Overlæge Niels Ebbehøj, Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik, H:S Bispebjerg Hospital, E-mail: ne01@bbh.hosp.dk

1. nov. 2005
2 min.

I en leder om fusk med lægeattester [1] skriver Jørgen Richard Hansen, at sygefraværet i Danmark er mindre end i de andre nordiske lande, og »syge mennesker skal ikke gå på arbejde«.

Som udgangspunkt er det selvfølgelig en god og rigtig holdning at have, at man ikke skal presse sine patienter i arbejde hurtigere, end de kan være med til. I diskussionen om fusk i lægeattester er jeg da også enig med Jørgen Richard Hansen i, at der ikke er meget, der tyder på, at lægerne skriver falske sygemeldinger.

Jeg bruger også kun Jørgen Richard Hansens bemærkning som anledning til at advokere for tilbageholdenhed med sygemeldinger, specielt langvarige sygemeldinger, som også Gauguin gjorde i en kommentar [2]. Der er en nogenlunde veldokumenteret direkte sammenhæng mellem sygemeldin-gens længde og aftagende sandsynlighed for at komme tilbage på arbejdsmarkedet.

Logisk set stadfæster en sygemelding, at patienten vil have det bedst med ikke at varetage sit arbejde. Tit er det patienten, der er noget galt med, af og til er det arbejdet, der er noget galt med, men meget ofte er det kombinationen. Man løser selvsagt ikke noget arbejdsmiljøproblem ved at sygemelde patienten, og jeg vil derfor slå til lyd for, at man meget tidligere i forløbet, end det nu er tilfældet, overvejer om ændringer på arbejdspladsen kan bringe patienten hurtigere tilbage i arbejde.

Selvom arbejdsløsheden stiger for tiden, har vi på de arbejdsmedicinske klinikker kunnet mærke en vis forståelse hos mange arbejdsgivere for, at det kan være nødvendigt at tilpasse arbejdet til den ansatte og ikke kun omvendt. Det kræver imidlertid, at man kommer meget hurtigt med initiativer over for arbejdspladsen. Allerede efter få måneder daler sandsynligheden for, at det vil lykkes. Hvis man ikke selv har mod på at gå i forhandling med arbejdsgiveren, er der ofte en sikkerhedsorganisation, en bedriftssundhedstjeneste, eller sågar en arbejdsmedicinsk klinik, der kan hjælpe.

Jo, syge mennesker kan godt somme tider gå på arbejde. En del får det faktisk bedre af det, selvom de måske ikke ligefrem bliver raske.


Referencer

  1. Hansen JR. Fusk med lægeattester. Ugeskr Læger 2003;165:3215.
  2. Gauguin J. Lægen som sygemelder: Idiot, prostitueret eller bare gidsel. Ugeskr Læger 2003;165:3340-1.