Må vi andre også være her?

Som svar på Fatuma Alis indlæg i Ugeskr Læger 2006;168:399-400 vil jeg påpege en del, som Fatuma Ali fuldstændig har misforstået.

Der er absolut ingen her i Danmark, der anfægter nogens ret til at give udtryk for deres holdninger eller religion. Piger må bære de tørklæder, de ønsker, og den jødiske mand må bære sin sorte hat eller kalot, nøjagtig som han vil. Det kan til tider endda virke farverigt og festligt.

Jeg tillader mig at nævne den humoristiske klaphat, som man ser danske fodboldtilhængere bruge. Festligt og fornøjeligt men for nogle måske en blasfemisk sammenligning. Dog ikke for en tolerant og frisindet dansker.

Problemet er derimod, når man på en anmassende måde skilter med et bestemt tilhørsforhold, overbevisning eller tro, som kan virke stødende på anderledes tænkende og troende. Hvis jeg fik adgang til en moske, kunne jeg aldrig finde på at vade ind over de fine tæpper med mine støvler på. Jeg ville respektere den holdning og tro, som var på stedet. Hovedparten af de patienter, man ser på danske sygehuse, er trods alt ældre danskere, som er opvokset i den kristne tro, og som sådan må man respektere dem.

Selvfølgelig kan man ikke sammenligne hospitaler med moskeer eller for den sags skyld kirker. Men det er et sted, hvor man kommer med alvorlige og til tider livstruende sygdomme, og hvor mange på grund af det føler sig alene, fortabte og måske knytter sig nærmere til den barnetro, som de har lært. Lad dem det og mas ikke på med de for dem fremmede ideologier og værdisæt.

Noget andet er, som påpeget i en tidligere artikel i Ugeskriftet, at selv børn af muslimer kan blive angste og utrygge ved sådanne konfrontationer med fundamental religionsdyrkelse. De kvinder, som vil gøre sig fri af det, som de opfatter som snærende bånd om deres liv og frihed i det danske samfund, som de har valgt at leve i.

Med henblik på omtalen af Toronto er det ganske rigtigt, at der færdes uendeligt mange folkeslag med forskellige religioner og sprog. Selvfølgelig er arbejdssproget engelsk. Ontario er en engelsksproget provins. Herhjemme er arbejdssproget dansk.

Sundhedspersonalet er også mangesproget og tværkulturelt, men arbejdssproget er som anført engelsk. Jeg har dog aldrig set læger under arbejde iført hverken høj hat, kalot, turban eller tørklæde. Jeg vil tro, at det hos enkelte bæres ved festlige lejligheder men da ganske privat. Jeg selv kommer ofte til Ontario, og jeg skal til Toronto om et par måneder. Jeg skal love at se efter.

En ting er dog ganske rigtig: alle de forskellige nationaliteter er forenet i en fællesskabsfølelse. De føler sig som canadiere og er som sådan loyale over for hinanden. Det er faktisk et dejligt land på mange måder.

Har vi det på samme måde herhjemme? Man må vel tillade sig at tvivle, når man tager følgende i betragtning:

Fatuma Ali har i en årrække været administrerende overlæge i Nuuk. Ved hendes afrejse var der en helsidesartikel med foto og samtale i ugebladet Femina. Heri hævdede Fatuma Ali, at hun i Grønland mødte forståelse i modsætning til de tidligere koloniherrer, danskerne, som grønlænderne havde konflikter med. Så vidt så godt. Det er et dansk ugeblad.

Det, som der efter min mening var det helt store problem, var, at et nøjagtigt genoptryk af artiklen stod i de grønlandske aviser et par uger efter. Frit at læse for de grønlændere, som har så stærke familiebånd til Danmark, og i et land hvor en tredjedel er beboet af indvandrede danskere.

Canadiere føler sig som canadiere. Føler Fatuma Ali sig som dansker? Hvis hun gør, så lad vore hospitaler få lov til at tjene det formål, de har: at arbejde for at helbrede og lindre sygdomme uden anmassende ideologiske manifestationer.