Mål for folkesundheden og valgfrihed

Som mål for folkesundheden har den danske regering i forbindelse med Forebyggelseskommissionens arbejde opstillet som mål, at middellevetiden skal forlænges med tre år inden for ti år. Samtidig siger regeringen, i overensstemmelse med en liberal ideologi, at »afgørende er, at den enkeltes selvbestemmelse respekteres. Det offentlige skal ikke styre vores liv«, i sit folkesundhedsprogram »Sund hele livet« [1]. Da forebyggelsesindsatsen ifølge mange udmeldinger helt skal koncentreres om områder, hvor mennesker formelt selv vælger, kost rygning, alkohol og motion (KRAM), opstår et dilemma. Vi skal bestemme selv, men helst vælge at handle på en måde, så vores levetid forlænges. Det forekommer paradoksalt at ville fremme valgfriheden samtidig med, at man opstiller mål med hensyn til, hvordan den skal bruges, og til hvilken effekt handlingerne skal have [2].

Regeringen prøver at styre vores adfærd bl.a. ved at udforme rammer, som gør de sunde valg lettere, f.eks. rygerestriktioner, og den overvejer en ændret prispolitik, som gør sunde fødevarer billigere. Der er, efter min mening, ikke noget galt med initiativer, der sigter til at bedre folkesundheden, men der er stadig tale om bestræbelser på styring af borgernes valg.

Den tidligere svenske socialdemokratiske regering var faktisk mere liberal, da den i sit program fra 2002 tilstræbte at skabe samfundsmæssige betingelser for, at mennesker kunne opnå god sundhed på lige vilkår [3], for på denne måde var det op til mennesker selv, om de ville bruge disse forudsætninger til at leve et sundere liv. Den svenske regering opstillede ikke konkrete resultatmål men prioriterede selvfølgelig indsatsen. Den ville styrke aktiviteter inden for de områder, som havde den største betydning for social ulighed i sundhed, bl.a. psykiske lidelser.

En regering er valgt til at styre, og det er efter min mening ikke et problem, at den vælger at styre for at fremme befolkningens sundhed. Det kan også være en god ide at opstille mål for, hvad man vil opnå. Men det er et problem, når regeringen ikke vil være ved, at den ønsker at styre, selvom det er en tydelig ambition. Det gør det vanskeligere at diskutere på hvilke præmisser og med hvilke midler, styringen bør ske. Der er mange spørgsmål at diskutere: I hvilket omfang skal vores individuelle valgfrihed ofres, for at befolkningen som helhed kan opnå større sundhed og større lighed i sundhed? Kan paternalisme være berettiget i forbindelse med forebyggelse? Har mennesket en pligt til at bevare sin sundhed af hensyn til fællesskabet?

Større klarhed om de faktiske styringsambitioner vil også kunne åbne for en diskussion af, i hvilket omfang vi egentlig vælger vores adfærd selv, og i hvilken grad den er bestemt af de sociale sammenhænge, vi indgår i, af reklamer, økonomiske og sociale ressourcer. Megen forskning viser, at vi opfører os som dem, vi ligner mht. uddannelse, indkomst, etnicitet mv., så helt individuelle er vores valg åbenbart ikke. Spørgsmålet er således, hvor reelle vores valg faktisk er og dermed selvfølgelig også, hvor stort ansvar den enkelte har.

Den politiske debat om, hvordan man bedst kan opnå det mål, som de fleste er enige om, nemlig en forbedret folkesundhed, og om hvorvidt vi er parate til ofre valgfriheden for at nå dette mål, ville vinde ved at alle, inklusive regeringen, aflagde sig sine liberale gevandter og vedgik sig sine styringsambitioner.