MacArthur ID. Local environmental health planning. Guidance for local and national authorities. WHO Regional Publications European Series, no. 95

I 1992 lancerede det internationale samfund i Rio en vision, Agenda 21, der havde særlig fokus på, hvordan man kunne sikre en bæredygtig udvikling. Det var en opfølgning af FN's rapport om samme emne, den så kaldt Brundtland -rapport. WHO havde imidlertid allerede i 1989 fået miljø og sundhed på dagsordenen i forbindelse med den første europæiske konference om emnet. Publikationen, der er del af WHO Regional Publications European Series, skal ses om den videre opfølgning og konkretisering af disse initiativer i en europæisk sammenhæng, hvor mange erfaringer er hentet fra det internationale Sund By-netværk og enkelte (sub)nationale projekter.

Der er tale om en publikation på engelsk, men den er kortfattet og let forståelig uden alle de mange forkortelser, som man ofte ser i internationale rapporter. Kort giver publikationen en indføring i koblingen mellem miljø og sundhed, og hvordan man internationalt, nationalt og subnationalt håndterer dette samspil. Derefter beskrives den planlægningsproces, som lokalsamfundet opfordres til at tage ansvar for - Local environmental health planning (LEHP) - der afslutningsvis kobles tættere sammen med de nationale perspektiver, de institutionelle rammer og hvilke foranstaltninger i øvrigt, der bør iværksættes for at støtte det lokale initiativ.

I LEHP identificeres ti trin: Skabelse af generel interesse i befolkningen om det sunde miljø følges af politisk opbakning og samarbejde med andre partnere. Begrebet »Practising what one preaches« eller vis det gode eksempel er her et centralt tema. En analyse af status for miljø og sundhed suppleres af en forståelse af, hvad befolkningen har af ønsker. Der sættes prioriteringer, der fungerer som basis for udarbejdelsen af en plan. Som ved andre planlægningsprocesser skal der gennemføres en måling af planens gennemførelse og en revision af planerne.

I publikationen er der identificeret forskellige værdier, som menes helt afgørende for succes. Den menneskelige - og ikke naturens - sundhed står som primærfokus for vejledningen, ligesom vægtningen er på muligheder i stedet for begrænsninger, samt samarbejde og partnerskaber og et deltagende demokrati. Det er desuden afgørende at sætte sikkerheden først.

Som titlen indikerer, har WHO her skabt en vejledning for lokale og nationale myndigheder med henblik på en decentraliseret planlægning for miljø og sundhed. Delegation af kompetence ledsages selvsagt af tilsvarende økonomisk ansvar. Publikationen har alene det overordnede planlægningsperspektiv, og den beskæftiger sig kun lidt med selve implementeringen af miljø- og sundhedstiltag. WHO kunne med publikationen med fordel have inkluderet en socialrationalistisk ramme og ikke alene holdt sig til en logisk empirisk ramme.

På Verdenstopmødet i Johannesburg i august/september 2002, hvor der skulle gøres ti års status for Agenda 21, kunne det konkluderes, at situationen i dag er værre end den var i 1992, idet fattigdommen har bredt sig yderligere, og de miljømæssige forhold er blevet forværrede. Hvad man ønskede var ikke en filosofisk og en overordnet politisk debat, men en dialog om, hvordan man kunne opnå resultater. Det civile samfund og lokalsamfundet skulle spille en større rolle heri. Om end grundlaget for den netop udsendte WHO-publikation allerede er noget forældet, så har topmødet yderligere understreget behovet af den lokale planlægning for opnåelse af resultater.

Publikationen er samlet set en værdifuld tilgang for lokalsamfundet, og den peger på det store behov for lokal samordning og gensidig samordning med nationale tiltag for et sundt og bæredygtigt miljø. Det er dog noget tvivlsomt, hvor stor udbredelse publikationen vil få her i landet, hvor der langt hen ad vejen allerede er taget højde for den planlægningsproces, som der lægges op til.