Skip to main content

Magtens arrogance?

♠ Praktiserende læge Lise Dyhr, Brøndby Strand. E-mail: dyhr@pubhealth.ku.dk

10. okt. 2008
1 min.

Jeg har med interesse fulgt debatten omkring Referencepro-grammer for angst og depression, og kravene til evidensbaseret medicin. At tre professorer [1] imødegår et for mig at se fagligt velargumenteret debatindlæg [2], som påpeger nogle uløste problemer i referenceprogrammet, hvad angår dets videnskabelige evidens med udelukkende ikkefaglige argumenter, forekommer useriøst og uinteressant: »det er et standpunkt, som virker ude af trit med internationale strømninger ... den [diskussionen, min bemærkning] vil utvivlsomt vinde ved, at forfatterne fremfører deres kritik i en videnskabelig artikel«.

Hvad skyldes denne faglige tilbageholdenhed fra de tre professorer? Jeg tror, at vi er flere, som finder debatten om evidensbaseret medicin og anvendeligheden af RCT som guldstandard for videnskabelighed interessant. For klinikeren er den også vigtig, idet referenceprogrammer får indflydelse på vores daglige arbejde!


Referencer

  1. Svar. Rosenberg R, Hougaard E, Videbech P. Ugeskr Læger 2008;170:2806.
  2. Alberdi F, Rosenbaum B. Referenceprogrammer for angst og depression. Ugeskr Læger 2008;170:2805.