Mammascreening

I Ugeskrift for Læger (2010:172:1353) refererer Elsebeth Lynge, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet, en af Cochcrane Instituttet i København publiceret artikel i British Medical Journal »Breast cancer mortality in organised mammography screening in Denmark«.

Det er tilsyneladende den sidste publikation vedrørende muligheden for ved mammografiscreening at reducere dødeligheden af mammacancer i Danmark.

Elsebeth Lynge belærer os: »Sådan bør man ikke analysere screeningstal« og henviser til, at andre undersøgelser har vist en reduktion på 25% i den screenede gruppe, hvilket Cochcrane Instituttet ved flere undersøgelser ikke har kunnet påvise. Denne debat har stået på i flere år med deltagere som ovennævnte og Kræftens Bekæmpelse. Problemet har ligeledes været på forsiden af nyhedsmedierne og til tider meget følelsesladet. Sundhedsministeren har afvist at forholde sig til problemet under henvisning til, at en enkelt undersøgelse ikke kan ændre grundlaget for et screeningsprogram, som er velimplementeret og har løbet over flere år. Men der foreligger flere undersøgelser og er gået lang tid, og velgennemført screening retfærdiggør ikke screening, hvis den ikke opfylder sin målsætning.

I vor lægeverden er behandling og diagnostik jævnligt til debat og med god grund, fordi der arbejdes med usikkerhed og forståeligt komplicerede problemer. Diagnostik ændres og behandlingsprogammer forlades, fordi tørre tal afslører manglende effekt.

Men i dette tilfælde synes det at dreje sig om tolkning af tal og statistik, som vel ikke kan være så komplicerede for fagfolk som medarbejderne på Cochcrane Instituttet og Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet.

Som læge og repræsentant for den afficerede befolkningsgruppe (vi taler jo ikke om patienter, men raske indkaldte kvinder) er jeg faktisk noget rystet over, at denne debat og den heraf følgende usikkerhed ikke kan afklares. Megen usikkerhed og mange penge kan spares, hvis mammascreening kan standses, såfremt den ikke lever op til de formodede fastsatte mål.

Konklusionen må nødvendigvis blive, at en af parterne omgås »sandheden« på uprofessionel vis, og en uvildig instans bør derfor snarest udtale sig (dømme) i sagen. Vi er tæt på niveauet fra Folketinget, hvor det som bekendt blev udtalt: »Hvis det er fakta, benægter a fakta«. Eller burde man anmelde en af parterne til politiet for embedsmisbrug?