Mammografiscreening redder liv

INTERESSEKONFLIKTER: Ingen

Som ung læge havde jeg lært, at man skulle undersøge sit bryst selv hver måned. Jeg fandt ofte små knuder og spekulerede på, om det nu var kræft eller ej. En gang bad jeg min praktiserende læge om en henvisning til mammografi. Han kunne godt føle knuden, men mente dengang ikke, at der var mange, der kunne bedømme en mammografi, og henviste mig i stedet til biopsi. Det var fibroadenomatose. Nogle år senere havde jeg blodigt flåd fra papillen på det andet bryst, jeg blev igen henvist til samme kirurg, som tog et radiært segment ud af brystet: intet malignt. Da mine bekymringer om brystkræft nu ikke havde ført til andet end to ar, besluttede jeg at holde op med selvundersøgelser for at undgå unødig ængstelse, og også fordi brystkræft jo var meget sjælden i min alder. I de 25 år, der siden er gået, har jeg ikke været bange for at have brystkræft!

Da jeg var blevet 50 år, blev jeg tilbudt mammografi, men var nu blevet mere betænkelig ved, om der egentlig var fordele ved mammografiscreening? Specielt var jeg bange for, om de gamle ar ville kunne blive fejltolket som maligne og betyde yderligere undersøgelser. Ved mammografiundersøgelsen på Bispebjerg Hospital blev brysterne klemt så voldsomt sammen, at det gjorde ondt i over to uger efter. Servicen på stedet var meget lidt patientvenlig, og i venteværelset var fremlagt en skrækindjagende »bog«, hvor man skulle prøve at palpere knuder i mamma. Der blev ikke fundet noget ondartet, men denne erfaring gjorde, at jeg sprang undersøgelsen to år efter over, også på trods af et venligt erindringsbrev med tilbud om, at jeg kunne ringe og aftale en ny tid, hvis jeg ønskede.

Diagnose

Men yderligere to år efter blev jeg igen indkaldt, og denne gang foregik det på Hvidovre Hospital, patientvenligt, hurtigt og næsten smertefrit med nyere apparatur. Og halvandet år efter, sidst i maj i år, blev jeg igen indkaldt til Hvidovre Hospital og tænkte: »Jeg må hellere tage derhen, det er hurtigt overstået«, og jeg havde ikke mere denne skræk for en fejltolkning af de gamle ar! Da jeg var på vej ud, spurgte radiografen mig om, hvor i højre bryst jeg havde det gamle ar, og jeg skimtede fra døren et mammografibillede med en masse hvide forkalkninger på og tænkte, er der mon kræft?

Da der var gået 14 dage, tænkte jeg, at det nu ville være rart snart at få et svar med: »intet malignt«. Men i stedet kom der en indkaldelse til yderligere undersøgelser på Rigshospitalet den 23. juni. Det var lidt foruroligende, men jeg havde jo hørt så meget om »falsk positive« og regnede bestemt med, at det var noget godartet, jeg havde jo ikke mærket noget, og kunne heller ikke nu føle nogen knude i brystet.

Mammografien havde blandt en masse mikroforkalkninger vist en ny mikroforkalkning på 10 mm på et sted, hvor der for halvandet år siden ikke var noget at se. Ved tripelundersøgelsen kunne radiologen ikke føle nogen knude. På ultralydsskærmen viste hun mig to små tumorer i processus axillaris. Forandringerne var suspekte, og der blev taget grovnåls- og finnålsbiopsier. Ni dage senere var jeg inde og få svaret: invasivt ductuskarcinom nogle steder, cancer in situ andre steder. På Riget ville jeg først kunne blive opereret den 27. juli, men på www.ventetid.dk fandt jeg kun en uges ventetid på Herlev Hospital, så jeg henvendte mig der og fik en operationstid den 14. juli.

Jeg begyndte at fortælle om diagnosen til kollegerne, den nærmeste familie og vennerne og mødte overalt en stor støtte og omsorg. Jeg havde svært ved at samle mig og sygemeldte mig. Jeg var skrækslagen for selve operationen, fordi jeg kendte to, der havde fået voldsom blødning efter operationen, den ene døde efter en sepsis, og den anden var tæt på. Og jeg var bange for fremtiden: Havde kræften spredt sig, skulle jeg have kemoterapi, fik jeg lymfødem i armen?

Optimalt samspil

Forundersøgelsen den 12. juli på Herlev Hospital viste et samspillende hospital, når det fungerer optimalt! På tre en halv time talte jeg med den overlæge, der skulle operere mig, kontaktsygeplejersken og en narkoselæge, og fik taget thoraxrøntgen, ekg og blodprøver samt besvaret spørgeskemaer til DBCG og et mindre lokalt projekt - og fik udleveret pjecer om operation, anæstesi, etc.

Der var tale om multifokal cancer, og den fælles beslutning blev mastektomi med sentinelbiopsi, så den 14. juli fik jeg fjernet det højre bryst. Overlægen kom bagefter og fortalte, hvordan operationen var gået, ukompliceret og med ringe blødning, kun én lymfeknude var fjernet og fundet uden malignitet. På afdelingen var sygeplejerskerne omhyggelige, venlige og nænsomme i den svære situation.

Dagen efter operationen kom fysioterapeuten og instruerede i øvelser og henviste til genoptræning i kommunen, hvor jeg kort efter fik en tid. Kontaktsygeplejersken viste mig proteser og bh'er, gav mig en bh med vat i, instruerede i sårpleje, fortalte, at jeg skulle komme til tømning af væske fra operationssåret, og sendte en ansøgning til kommunen om brystprotese, inden jeg gik hjem. Specialiseringen og brystkræftpakken virkede! Gid alle patienter kunne få en lige så god behandling!

Det endelige svar fik jeg så den 28. juli: Der var to tumorer, men også invasiv cancer og cancer in situ i området omkring dem, uden indvækst i karrene eller bundfascien og uden spredning til sentinel-lymfeknuden. Da den største tumor kun var 10 mm, hormonfølsom og med lav malignitetsgrad, var jeg i lavrisikogruppen og behøvede kun at gå til kontrol i tre år.

Det var en stor lettelse at vide, at jeg nu ikke havde ret meget større risiko end andre! Jeg bad dog selv om antiøstrogenbehandling af hensyn til eventuelle in situ-forandringer i det andet bryst og er i gang med det nu. Hvis alt er godt om et års tid, kan jeg få rekonstrueret brystet. Så nu er jeg ved at vende tilbage til livet igen, og kan tænke fremad, utrolig lettet over, at kræften efter alt at dømme blev fjernet, før den nåede at sprede sig.

Ingen alternativer

Der har i den sidste tid været en del kritik af mammografiscreeningen. Men hvad er alternativet? For mig var selvundersøgelse angstfremkaldende - og usikker. I Cochrane-studiet var der ikke nogen effekt på dødeligheden af mammografiscreeningen i de fire udenlandske studier, der var mindst biased. Men det er undersøgelser publiceret mellem 1976 og 1991. Diagnostik, behandling og prognose er bedret siden da, og sygdommen forekommer hyppigere. Kunne det ikke formodes at øge gevinsten? Hvor sikker kan man være på, at de fundne cancer in situ-tilfælde, som resulterede i brystoperation i den screenede gruppe, ikke på længere sigt var blevet invasive - på samme måde som i mit tilfælde? Jeg er glad for, at mammografiscreeningen ikke droppede mig, efter at jeg var udeblevet fra en undersøgelse, og jeg er glad for, at jeg kom til screening både for halvandet år siden og aktuelt, så man kunne se, at der var tale om en ny 10 mm stor mikroforkalkning.

Dybt taknemmelig

Når jeg ser tilbage, funderede jeg i starten meget over den modsætning, at screeningsfundet var en succes for mammografiscreeningen, men rædselsfuldt for mig. Nu, hvor jeg er igennem det værste, tænker jeg: Mammografiscreeningen har sandsynligvis reddet mit liv. Samtidig blev jeg skånet for kemoterapi, stråling og udtagning af aksilknu der med risiko for lymfødem. Selv om tumorerne havde en lav malignitetsgrad, lå de dybt og ville formentlig have spredt sig, før jeg selv havde følt noget mistænkeligt i brystet.

Til slut vil jeg gerne udtrykke en dybtfølt taknemmelighed til:

Alle dem, der støttede mig, på arbejdet og privat.
Alle dem i sygehusvæsenet, der var med til at diagnosticere og behandle mig så godt og omsorgsfuldt.
Dem, der indførte brystkræftpakken med tanker og standarder for diagnostik, behandling, efterbehandling og rehabilitering og med en patientvinkel i det hele.
Og dem, der indførte mammografiscreeningen!