Mammografiscreening redder liv

Sådan var overskriften i kronikken [1]. Jeg skal holde mig helt fra diskussionen om, hvorvidt mammografiscreeningen er et godt eller et mindre godt tiltag, men i stedet holde mig til den refererede historie.

Det forløb, der beskrives, er rystende dårligt. Man må ud fra oplysningerne om pågældendes alder kunne regne ud, at hendes første anmodning om mammografi må have været omkring 1990 eller en anelse før - på et tidspunkt, hvor mammografi var velkendt, så den læge, der ikke mente, at der var mange, der kunne bedømme en sådan (her ser vi bort fra, at undersøgelsen hos unge patienter er behæftet med større usikkerhed) var galt orienteret. Men lad det nu være.

Vi kommer nu til slutningen af maj måned, hvor der foretages screeningsundersøgelse. Der var åbenbart allerede på dette tidspunkt en vis mistanke om noget, men der skulle gå 14 dage, før patienten fik besked derom. Er der mon en rimelig forklaring på, at det skulle tage så lang tid?

Så supplerende undersøgelse var påkrævet - det betyder øget ventetid. Ved denne undersøgelse findes to suspekte partier, hvorfra der tages grov- og finnålsbiopsier. Men igen unødvendig lang ventetid på svar, ni dage - jeg kan kun forestille mig dårlige undskyldninger.

Selv uden foreliggende svar på biopsierne turde det efter beskrivelsen af den supplerende undersøgelse være klart, at en operation ville være nødvendig, så man havde for så vidt ikke været nødt til at vente på patologisvaret for at aftale indlæggelse. På det ene hospi¬tal var der lidt over tre ugers ventetid, kortere på et andet, hvor såvel forundersøgelseskonsultation som operation beskrives som tilfredsstillende.

Men igen skule der gå alt for lang tid - 14 dage - før patienten kunne få de endelige svar. Det er smøl.

Alle disse unødvendige ventetider betyder kun, at patientens bekymringer kommer til at strække sig over længere tid end nødvendigt.