Man lover ét og lover at holde noget andet

I Ugeskriftet nr. 21-26, 2004 kan man læse tre debatindlæg med tre meget forskellige vurderinger af en ny markedsføringsmetode for medicin i Danmark [1-3]. Jeg mener det omhandlede initiativ, som drejer sig om markedsføring af et antihypertensivum, valsartan, er et skræmmende eksempel på den stadig mere aggressive og vanskeligt gennemskuelige markedsføring af medicin, nu ikke kun med »kreativ« anvendelse af videnskabelig evidens men også med »slagtilbud«, som hidtil har været anvendt for andre forbrugsgoder end medicin. En sådan markedsføring gør det hverken lettere at være læge eller patient.

Producenten af valsartan, Novartis, beskriver i sit informationsmateriale til læger ved direkte post og annoncer og let tilgængeligt på nettet også for patienter, at »målet med initiativet er at hjælpe patienter med ukontrolleret forhøjet blodtryk til at nå behandlingsmålet: et blodtryk på 140/90 mmHg«, og at (Novartis) »har [vi] besluttet at betale udgifterne på et specifikt Novartis-produkt mod hypertension tilbage til alle hypertensionspatienter, der på trods af aktuel behandling og med et supplement af den optimale dosering af Novartis' produkt i tre mdr., stadig ikke når mindst ét af målene: 140 mmHg SBT eller 90 mmHg DBT«.

Med andre ord lover man pengene tilbage, hvis målet, et blodtryk på 140/90 mmHg, ikke er nået, men anfører samtidig, at garantien ikke gælder, hvis bare halvdelen af målet dvs. enten systolisk blodtryk på 140 mmHg eller diastolisk blodtryk på 90 mmHg er nået.

Alle med indsigt på området ved, at målet for behandling er blodtryk mindre end 140 mmHg systolisk og diastolisk mindre end 90 mmHg, altså ikke enten-eller men både-og. Salgskampagnen lover altså ét men lover at holde noget andet.

Arkitekten bag markedsføringsinitiativet er lektor Claus Møldrup på vegne af firmaet MedicoMonitor ApS. MedicoMonitor beskriver sig selv som »et konsulentfirma, der er specialiseret i dynamikken mellem medicinalindustrien og dens kunder: læger, farmaceuter, sygeplejersker, tandlæger etc. men i høj grad også brugerne af medicinen og deres pårørende«.

Claus Møldrup beskriver sit nye princip for rationel farmakoterapi som »no cure, no pay«. Det aktuelle eksempel må ses som elastik i metermål.

Der er stadig flere eksempler på, at lægemiddelinformation gennem annoncer rettet mod læger er mere vildledende end vejledende gennem tendentiøs anvendelse af videnskabelig evidens og nu også vanskeligt gennemskuelige »tilbud« tilrettelagt af en markedsføringsindustri, som bliver stadig mere »smart«.

Må vi bede om uafhængig og objektiv lægemiddelinformation og efteruddannelse som modvægt mod visse dele af markedsføringen?