man skal ikke kaste med sten ...

Jeg har også oplevet gode ærekære journalister, der lagde vægt på, at indholdet af deres fagrelaterede artikel var så korrekt som muligt. Jeg har også, som fru Kühlmann har med lægestanden, oplevet det modsatte.

Vi kunne starte i 1999, hvor jeg i Radioavisen kl. syv kunne erfare, at Ugeskrift for Læger bragte en artikel, der viste, at mange kvinder fik ufrivillig vandladning på grund af stress. Den omtalte artikel handlede om stressinkontinens, og det er jo unægtelig noget andet. Jeg talte med den pågældende journalist i telefonen, og i næste Radioavis var indslaget taget ud; men nogen korrektion fulgte ikke. Det har nok taget for lang tid at læse artiklen ordentligt igennem, så man kunne forstå meningen, og så var det ikke interessant længere.

For nogle uger siden bragte en udenrigskorrespondent i Berlingske Tidende en artikel om det nyligt overståede pavevalg, og trak etiske paralleller til Terri Schiavo - kvinden, der gennem 16 år har ligget svært hjerneskadet og været kastebold mellem myndigheder, familie og læger i USA. Journalisten skrev to gange i sin tekst, at Terri Schiavo var hjer-nedød.

Ved hjernedødskriteriets indførelse i Danmark pågik en længere debat og orientering, der sigtede til at få befolk-ningen til at forstå og acceptere, at hjernedød uafvendeligt fører til hjertedød inden for kort tid. Man opfordrede folk til at tage stilling til organdonation, hvilket for de fleste organers vedkommende kræver anvendelse af hjernedødskriteriet, og man forklarede, at hjernedød er en lige så sikker parameter som hjertedød. Og så skriver en journalist i en artikel, at en amerikansk kvinde har overlevet som hjernedød i 16 år!

Når man bruger ordet hjernedød om vegeterende eller på anden måde svært hjerneskadede patienter, der ikke er klinisk hjernedøde, forvirrer man begrebet i befolkningen.

Jeg kontaktede den pågældende journalist og opfordrede ham til at korrigere sit udsagn. Det blev afvist med den begrundelse, at det jo bare var en strid om ord! Og jeg som altid har troet, at det var korrekt anvendelse af ord, journalister levede af.

Til den mere harmløse ende hører Berlingske Tidendes anmeldelse af H.C. Andersen-showet i Parken, hvor journalisten skrev, at sopranen Rene Flemming sang en russisk arie. Det var sangen til månen fra Dvoraks »Rusalka«, og den er altså ikke russisk men tjekkisk - både komponist og liberettist faktisk. Jeg ville nok have holdt mig fra at udtale mig om geografien, alternativt have slået det op først.

Det får mig til at mistænke mange journalister for at foretrække den hurtige historie. Det er heller ikke mit indtryk, at journalister er bedre til at indrømme egne fejl end for eksempel læger!

Til problemet om de hurtige historier hører også de misvisende overskrifter. Hvor mange ekstra konsultationer tror fru Kühlmann for eksempel, at det gav, da en morgenavis i 2001 som overskrift skrev: »Vaccination mod brystkræft«. Bag den overskrift lå pågående forskning for at finde stoffer, der kan finde og binde sig til kræftceller og slå dem ihjel. Der er tale om en behandling, der skal designes til den enkelte patient med en given type kræft, og er altså ikke et forebyggende tiltag på linje med børnevaccinationsprogrammet: »Kom og få et stik, så får du ikke brystkræft«.

Jeg vil godt mane en skrøne i jorden: Velinformerede pa-tienter er ikke det værste, læger ved. Det en stor hjælp for os, at patienter forstår deres sygdom, fordi helbredelse ofte forudsætter et samarbejde, og fordi ingen behandling kan institueres uden patientens accept i dag. Til gengæld er misinformerede patienter svære at håndtere. Deres udprægede skepsis kræver tid og tålmodighed, og deres tillid er svær at vinde.

Vi har begge arbejdsområder, der kræver ansvarsfuld ageren. Lægerne fordi vi ikke alene skal behandle og lindre, men også være en del af processen gennem sygdom til helbredelse eller accept, og journalisterne fordi de får mange mennesker i tale, og sandhedsværdien af deres arbejde derfor er vigtig.

I begge lejre findes personer, der er mindre gode til at løfte det ansvar; men at lige netop en journalist karakteriserer læger som specielt afvisende over for at indrømme egne fejl og specielt sjuskede og arrogante, er da en noget pudsig oplevelse.