Hvis man konsulterede sin fantasi – hvilket jeg har erfaret er et særdeles upålideligt organ – ville man vide, at vi medicinstuderende er nogle aldeles ensporede typer. Blege, hungrende efter søvn og med en svag odør af håndsprit og fortvivlelse slæber vi os fra auditorier til sengeafsnit. Interesserne, ifølge denne myte, er ganske få: patologi, farmakologi, og koffeinindhold i diverse drikkevarer.
Og alligevel må jeg tilstå … jeg synger.
Ikke på den afslappede fjerne måde, mens man vasker op, men derimod med overlagt entusiasme i firstemmig harmoni, iført uniform fra 1980’erne. Jeg er på mit sidste år af studiet, og jeg er et stolt medlem af et prisvindende herre-barbershop-kor samt en (knap så prisvindende) herrekvartet.
Denne dobbelte tilværelse – halv fremtidig læge, halv harmonientusiast – har ledt mig til at mistænke, at stereotypen om den monomane medicinstuderende er grundlæggende mangelfuld. Den antager ganske dristigt, at det menneskelige sind ej evner at rumme både Krebs’ cyklus og en dominant 7’er-akkord uden en mindre katastrofe.
Sådanne katastrofer har, indtil videre, ikke fundet sted.
»Jeg vil med al sandsynlighed fortsætte med at studere sygdomme og lejlighedsvist glemme, hvor jeg har lagt mit stetoskop«Tobias Rygaard
Ganske vist er der mange spidsfindige ligheder mellem medicin og barbershop. Tænk f.eks. på vigtigheden af det at lytte. I medicinens verden lytter man til patienten: til symptomer, historier og host. I barbershop lytter man til akkorden: intonation og blend indtil fire stemmer frembringer en nærmest gylden lyd – et fænomen kendt, på charmerende vis, som en »ringing chord«.
Mine kære medstuderende, har jeg opdaget, gebærder sig tilsyneladende også i lignende obskure interesser. Nogle spiller jazz på skræmmende højt niveau, andre træner til maraton, og enkelte bygger finurlige modeller af historiske krigsskibe, hvilket de insisterer på er »afslappende« – en påstand, som jeg betragter med uforbeholden skepsis.
Men hvorfor betyder dette noget? Fordi lægevidenskaben, på trods af sin firkantethed, er et menneskeligt foretagende, og vi mennesker – trods vores bedste indsats – nægter at blive reduceret til en enkelt funktion. For effektivt at behandle patienter skal man, i nogen grad, forblive et menneske. Og det at være menneske involverer, ganske ubelejligt, at have interesser, som ikke direkte bidrager til ens CV.
Barbershop-sang giver et modspil til den intense og strukturerede medicinske undervisning. Det minder om, at præcision kan være glædeligt, at samarbejde kan producere resultater, som ingen kunne opnå alene, og at det til tider mest produktive, jeg kan gøre, er at stå i en halvcirkel og ringe akkorder, indtil de føles, om ikke perfekte, så i det mindste overbevisende.
I takt med, at jeg nærmer mig slutningen af mine studier, bekymrer jeg mig mindre om den arketypiske »ideelle medicinstuderende« og mere om at vedligeholde de mange tråde, der udgør min tilværelse. Jeg vil med al sandsynlighed fortsætte med at studere sygdomme og lejlighedsvist glemme, hvor jeg har lagt mit stetoskop. Men jeg vil også fortsætte med at synge, med at jage den flygtige rungende akkord, der på sin egen ydmyge vis synes at indeholde noget essentielt om det at være menneske.
