Skip to main content

Manifest for et godt arbejdsmiljø

Blogger Lui Koch leverer her sit forslag til et manifest for et godt arbejdsmiljø.

Lui Näslund Koch, KBU-læge på medicinsk afdeling, Bornholms Hospital

14. feb. 2019
3 min.

Vores offentlige sundhedssystem er på vej til at blive presset helt i bund. Det blev krystalklart under den truende konflikt i foråret. Den efterfølgende debat har handlet en smule om resultatet, mere om sammenholdet og utrolig meget om det egentlige problem: Alt for få hænder og for mange opgaver. Enderne kan ikke længere nå sammen, og det gør ønsket om verdensklassekvalitet – og ja noget så lavpraktisk som en frokostpause – til et utopisk fatamorgana.

Der bliver råbt op. Go’ aften Danmark har en børnelæge, der er bange for sikkerheden for vores børn 1) . Lægeformændene er alle enige om, at der skal tilføres flere midler 2) . Og på Christiansborg taler man om struktur og sundhedsfællesskaber og om de ældremilliarder, der forsvinder længe inden, patienterne ser noget til dem. Vicedirektør Beth Lilja beder læger og sygeplejersker om at trække i håndbremsen, hvis det bliver for meget .

Og håndbremsen skal trækkes nu. Det er blevet for meget.3)

Det er alvor

Hvis vi ikke gør noget nu, kan det blive for sent, og vi risikerer, at de mange nyuddannede læger rammer muren og vælger det offentlige sundhedsvæsen fra. Det vil være en katastrofe, for det kan blive enden på velfærdsstaten, som vi kender den.

Det er alvor. Her er derfor mit forslag til et manifest for arbejdsmiljø. Hvis vi arbejder og lever efter det, er der en chance for, at både patienterne, og vi, der skal passe på dem, overlever.

Vi er her for patienterne

Hvis vi skal kunne yde vores ypperste, skal vi have et ordentligt arbejdsmiljø

Vi skal superviseres og oplæres, når vi skal lave noget nyt

Vi skal tale pænt til hinanden

Vi skal spise frokost. Med vores kollegaer

Vi skal holde pause

Vi skal gå på toilettet

Vi skal gå hjem, når vi har fri

Vi skal holde fri, når vi har fri

Det er ikke OK at arbejde 12 dage i træk

Det er ikke OK at arbejde uden pause i 24 timer i træk

Vi kan ikke være flere steder samtidig

Vi skal passe på os selv og hinanden – for patienternes skyld

Manifestet er ikke begrænset til at gælde for læger. Andre fag kan have brug for andre fokuspunkter. Men fælles for os alle er, at hvis vi skal yde vores bedste til gavn for velfærdssamfundet, skal vi som minimum have ordentlige arbejdsforhold. Læger er en stærk gruppe med en vigtig plads i samfundet og velfærdsstaten, og med denne position følger også et ansvar for at gå forrest.

1: Go’Aften Danmark 26/3 2018

2: Jyllands-posten.dk/indland/

3: Ugeskriftet.dk 12/12 2018