Skip to main content

Markante retningslinjer ønskes

Praktiserende speciallæge i psykiatri Asker Stig Nielsen, Psykiatrisk Klinik Randers, medlem af netværket Læger uden Sponsor. E-mail: DoktorAsker@dadlnet.dk

20. jan. 2012
2 min.


Interessekonflikter: ingen

I Ugeskrift for Læger (2012;174:18-20) udtaler PLO-formand Henrik Dibbern sig om lægers tilknytning til lægemiddelindustrien (LMI). En læge, der er højt placeret inden for et bestemt videnskabeligt selskab, savner en national strategi, men samtidig er den pågældende engageret i samarbejde med lægemiddelindustrien. Henrik Dibbern spørger: »Hvordan skal jeg kunne skelne mellem, hvad der er fagligt korrekt, og hvad der er drevet af hans egeninteresse og industriens?«


De senere år har der i forbindelse med nogle sager i pressen været rejst tvivl om lægers habilitet, og sagerne har ofte taget afsæt i, at der initialt er blevet sået tvivl om en behandlings berettigelse. Undervejs har der kunnet rejses tvivl om lægers uhildethed, idet der har kunnet påvises tilknytning til LMI. Dette giver et troværdighedsproblem, som er uomtvisteligt. Professor Peter Schwarz’ indvendinger i samme nr. af Ugeskrift for Læger (2012;174:21) er et udtryk for dobbeltmoral i forhold til læge-patient-forholdet.


Vores lægelige relation til patienten må hvile på et reelt tillidsforhold, der ikke kan være til stede, hvis lægen har andre interesser i forbindelse med udskrivning af medicin, end hvad der er til patientens bedste. Der er slet ingen tvivl om, at patienterne ønsker lægelig uhildethed i valg af behandling, og at de frabeder sig behandlinger, som ikke er nøgternt begrundede.


Vi er som læger en del af en større sundhedsøkonomisk kalkule, hvor midlerne er begrænsede, og den behandling, vi yder, afspejler en prioritering af de samfundsmæssige resurser. Vi kan derfor ikke lade os føre af LMI, hvis primære interesse er kommerciel og ikke af sundhedspolitisk eller samfundsøkonomisk art.


Det er utilstrækkeligt at opliste og offentliggøre lægers forbindelser og eventuelle synlige tegn på deres inhabilitet som forskere eller klinikere, ligesom det er ubetryggende at lade en dommer, der er aktionær i et firma, der producerer medicin, der er anvendt i forbindelse med henrettelser, afsige kendelser om dødsstraf.


Desværre kan der være afsavn forbundet med at antage en moralsk holdning, men jeg mener, at tiden er moden til, at vi gør op med kujoneriet, så vi kan se os selv i spejlet og se vores patienter i øjnene.


Jeg foreslår, at der fra sundhedspolitisk side, men også fra vores egne organisationer og videnskabelige selskaber udstikkes markante retningslinjer for kontakt med LMI. Jeg opfordrer hospitalsledelser og lægelige ledelser til at sikre sig, at underordnede medarbejdere ikke udsættes for den i det lange løb skadelige indvirkning fra LMI.