Massive økonomiske udfordringer på sundhedsområdet de kommende år

De økonomiske vismænds konklusion er klar - væksten i de offentlige sundhedsudgifter bliver en kæmpe udfordring i de kommende år, og selv med en afdæmpning af den nuværende vækst vil sundhedsudgiftens andel af BNP stige fra 6% i 2000 til 10-11% i 2050.

Det ændrede styringsparadigme - fra udbudsstyring til efterspørgselsstyring - forårsaget af det udvidede frie sygehusvalg - får en del af skylden for væksten i sundhedsudgifterne.

Vismændene har nogle forslag til løsning af problemerne.

Deres forslag om flere private forsikringer og/eller en højere grad af brugerbetaling er nyttig nok, fordi det anskueliggør problemets omfang. Men det håndterer ikke konsekvenserne af den nuværende frie og ubegrænsede tilgang til sundhedsydelser.

Forslaget om et sundhedsbidrag vil bidrage til, at sundhedskronerne ikke prioriteringsmæssigt kommer i spil i forhold til andre offentligt finansierede områder, der er under pres. Synliggørelsen af væksten i udgifterne vil anskueliggøre behovet for prioritering.

Mulighederne for konkurrenceudsættelse er ikke nye - mulighederne foreligger allerede i dag, og de skal selvfølgelig benyttes. Men hvis konkurrenceudsættelse skal have en mærkbar økonomisk virkning, forudsætter det, at de private sygehuse garanteres en vis udbudsmængde af behandlinger - hvilket indebærer en begrænsning i forhold til patienternes mulighed for at vælge frit.

Men ligegyldig hvilke, tiltag der tages i brug for at begrænse væksten i sundhedsudgifterne, vil de aldrig kunne fjerne behovet for prioritering.

Vi bliver nødt til at forholde os til spørgsmålet om, hvilke sundhedsydelser det offentlige sundhedsvæsen skal levere til hvem? Skal vi fortsætte med at behandle de »rigtig syge« og samtidig levere flere og flere ydelser til de »næsten raske«? Eller skal vi i højere grad til at prioritere indsatsen over for de »rigtig syge« patienter: de akutte patienter, kræftpatienterne, de kroniske patienter og andre komplicerede patienter? Skal et hvilket som helst spektakulært tilbud udviklet i udlandet stilles til rådighed uanset omkostninger, og uanset hvor stor effekten er af indsatsen?

Som systemerne er i dag, har stort set alle patienter - på papiret - samme ret til hurtig behandling - men i realiteten er det kun de »næsten raske«, der altid har denne mulighed. For disse vil altid kunne få et tilbud i privat regi, mens udbuddet her er beskedent for de »rigtig syge«. Mon ikke finanskrise, arbejdsløshed og underskud på de offentlige finanser modner befolkningen til at gøre op med det store »tagselvbord« på sundhedsområdet, så vi kan få sat prioritering højt på den sundhedspolitiske dagsorden?