Matrikelkriger – nedlæg våbnene

Fra min lille plads i sundhedsvæsenet synes jeg at opleve et tøbrud. Fra fastfrosne positioner på forskellige matrikler i min egen region og på tværs af regionerne oplever jeg, at ledelser og medarbejdere begynder at snakke om noget nyt: Hvis vi lykkes med vores patientforløb et sted uden øje for, om vores succes hæmmer patientforløbene andre steder – ja så er vi samlet set ikke en succes.

Den tankegang oplever jeg som forfriskende og absolut nødvendig i et sundhedsvæsen under pres.

Det er en angstprovokerende tankegang. Hvis jeg anerkender, at visse akutte forløb er bedre tjent med at lande et andet sted end på min egen akutafdeling – hvad risikerer jeg så at tabe?

Når non-STEMI skal modtages på en hjerteafdeling i stedet for at lande på vores stuer – vil mine læger og sygeplejersker føle, at jeg ikke synes, at de er dygtige nok? Vil min egen ledelse opfatte mig som udygtig, hvis jeg ikke fastholder en aktivitet? Vil det resultere i, at mit budget reduceres? Vil min prestige falde, mens min kollega, der overtager opgaven på den anden matrikel, kommer til at se mere lækker ud end mig selv?

Jeg er barn af konkurrencestaten – jeg indrømmer, at jeg til tider føler, at jeg taber, når andre vinder. Jeg bliver bange for, at andre ikke synes, at jeg er dygtig nok, når en opgave tages fra mig. Misundelses gule monster gror også i mig. Jeg føler mig uretfærdigt behandlet, når ressourcer flyttes fra akutafdelingens budget til andres.

Vi har bare ikke råd til ikke at ændre vores paradigme og indgroede konkurrencementalitet.

Midlerne skal anvendes knivskarpt.

Vi må som afdelinger på sygehusene, som sygehuse i de koncerner, vi kalder regioner, og regionerne imellem agere mere uselvisk. Med udgangspunkt i patienterne må vi se på, hvordan opgaver fordeles optimalt, og helt ude fra klinikkerne bidrage til at lave den rigtige, ikke nødvendigvis fair, fordeling. Opgaver skal løses der, hvor det fagligt og økonomisk er korrekt.

Det er en proces, der helt sikkert kommer til at gøre ondt. Jeg forudser, at jo mere specialiseret og prestigefyldt en opgave er, jo sværere er det at give slip på sig selv og objektivt se på, hvor den bør placeres.

Vi skal hjælpe vores politikere med at tage de rigtige valg og vælge en anden vej end populismens. Heldigvis oplever jeg sundhedstegn i holdningerne på matriklerne derude. Nogle våben nedlægges, og dialoger startes. Klinikere og ledere ser ud til at vil tage ansvar for det samlede sundhedsvæsen. Matrikelkrigerne vil vi en dag mindes, som vi mindes fortidens riddere: stolte, men håbløst utidsvarende.