Medical ethics manual. Williams JR.

Verdenslægeorganisationen (WMA) repræsenterer verdens læger og arbejder for de bedst mulige standarder for patientbehandling, etik, videnskab og uddannelse. WMA har kodificeret lægegerningen gennem en mængde deklarationer om læge-patient-forholdet, lægers indbyrdes relationer, lægers samarbejde med og relation til samfundet osv. Bortset fra Helsinkideklarationen om medicinsk forskning er WMA’s deklarationer dog næppe i almindelighed kendt.

I 2003 etablerede WMA en »etisk enhed«, som nu har udgivet denne manual, som er skrevet med henblik på undervisning i etik. Forfatteren, John R. Williams, tager det forbehold, at indholdet ikke nødvendigvis afspejler WMA’s politik, medmindre det udtrykkeligt nævnes. Men det gør det flere steder, idet der jævnligt henvises til WMA’s deklarationer, hvorfra vigtige afsnit citeres. Det er særdeles nyttigt, for det sætter den enkelte deklaration ind i en sammenhæng.

Men bogen er ikke blot en ureflekteret gengivelse af deklarationstekster. Den er tværtimod overvejende og argumenterende. F.eks. diskuteres, at autonomi ikke kan være absolut, idet omsorgen for patienten ikke må prisgives i rigid respekt for patientens autonomi. Selv om bogen er oversigtlig og netop er en manual, fremtræder den således ikke overfladisk. Derfor kan man indimellem savne nogle aspekter af et dilemma. Det gælder f.eks. i afsnittet om prioritering, hvor der mangler en diskussion af det påtrængende etiske spørgsmål, om prioritering skal være åben, dvs. om en given patient bør kende til, at der også behandles ud fra et prioriteringshensyn. Eller sagt med et direkte eksempel: Skal man sige til en patient, at der er én lever til rådighed for transplantation, men at den af de og de grunde tilbydes en anden?

Bogen er i lille format – også denne bog passer til kittellommen – og har en tiltalende og overskuelig opsætning. Den er opdelt i seks kapitler: 1) vigtige træk af den medicinske etik, 2) læger og patienter (læge-patient-forholdet), 3) læger og samfundet, 4) læger og kolleger, 5) medicinsk forskning og 6) konklusion (hvilket dog er en misvisende betegnelse). Desuden en introduktion, som søger at besvare, hvad medicinsk etik er. Endelig er der appendikser bl.a. med henvisninger til hjemmesider, som beskæftiger sig med medicinsk-etiske spørgsmål.

Det har af og til været hævdet, at etik ikke kan læres i den forstand, at man kan lære at handle etisk. Etiske afgørelser må træffes af den enkelte, som befinder sig i dilemmaet, hedder det. Bogen siger klart det modsatte, nemlig at studiet af etik og beskrivelse af nogle principper sætter den medicinstuderende i stand til at genkende vanskelige situationer og håndtere dem på en hensigtsmæssig måde.

Der kan være forskelle på holdninger til etiske spørgsmål i verdens lande, men forfatteren peger på, at der er langt mere, der samler, end der skiller læger. De fleste læger er således enige om grundlæggende værdier som omsorg for patienten, respekt for autonomi og tavshedspligt. Det har betydet, at en lang række deklarationer har kunnet vedtages med konsensus. Der er dog også spørgsmål, som ikke alle medlemslande er enige om, men hvor WMA uden berøringsangst har formuleret klare standpunkter. Det gælder fx eutanasi, som WMA ganske enkelt fastslår som uetisk.

Bogen vil kunne blive et godt udgangspunkt for undervisningen i etik. Men da der er tale om en opslagsbog, er det helt uforståeligt, at den ikke er forsynet med en stikordsliste. Nærmest utilgiveligt.

Overlæge Ole J. Hartling, E-mail: olehar@vgs.vejleamt.dk

Frankrig: The World Medical, Association, 2005. 134 sider. Kan downloades fra www.wma.net ISBN: 92-990028-0-0