Medicinrådet er blevet en medicindomstol

Onkologisk Tidsskrift inviterede bl.a. mig til at deltage i en konference i København den 4. december. Overskriften var: Lever Medicinrådet op til forventningerne? – få lægernes og patienternes dom.

Det fik »den gamle docteur« op af stolen, »duften af savsmuld« fik den gamle cirkushest ud på en forventningsfuld rejse til København, for at også jeg kunne deltage i »lægernes dom« over Medicinrådet.

Det er et område, jeg har brugt meget tid på i hele mit lægeliv. Udover mit daglige arbejde i almen praksis i Jyllinge, har jeg brugt ca. 20 år i Lægeforeningsrelateret sundhedspolitik, hvor jeg har haft en lang række tillidshverv på topniveau i Lægeforeningen. Som formand for Lægemiddeludvalget har jeg f.eks. arbejdet for at optimere lægernes håndteringsmulighed for medicinordination, så lægerne let, sikkert, neutralt og uhildet kunne hjælpe deres patienter til at få den bedst mulige medikamentelle behandling, hvilende på et rationelt grundlag. Nøgleordene har været »bedst og billigt« i nævnte prioriterede rækkefølge samt »den rigtige pille i den rigtige mund på det rigtige tidspunkt og til den rigtige pris«.

Varetagelse af patientens tarv var hovedomdrejningspunktet, patienten kunne have fuld tillid til, at vi som læger altid var deres tillid værdig!

Jeg var også i styregruppen for Institut for Rationel Farmakoterapi, som har spillet en stor rolle i dansk lægemiddelordination!

Jeg er nu pensioneret, men har »på afstand« fulgt udviklingen på lægemiddelområdet ikke alene i DK, men også globalt.

En lang, deprimerende dag

Desværre blev den 4. december en lang og deprimerende dag med kun minimal tid og mulighed for, at de tilstedeværende, få »almindelige« læger, som ikke var tilknyttet »Medicinrådet«, kunne afsige deres »dom«!

Medicinrådet var af Danske Regioner samt Folketinget, ca. 2 år tidligere, blevet etableret af økonomiske grunde, idet man politisk ønskede en opbremsning af »medicinudgifternes himmelflugt«, og på trods af, at samtlige politiske partier i valgkamp og offentlighed, havde lovet borgerne fri og lige adgang til et sundhedssystem i verdensklasse, ønskede de samme politikere ikke åbent og ærligt at tage direkte ansvar for besparelser og prioritering mhp. lægemiddelbehandling over for de syge danskere! Konfrontationen kunne blive for ubehagelig!

Denne »abe« skulle derfor placeres et andet sted, så kunne politikerne jo altid gå i »flyverskjul« og henholde sig til, at evt. afslag på brug af nye og bedre lægemidler var en »lægefaglig beslutning«. »Armslængdeprincippet«.

Læger stiller sig til rådighed

En lang række læger stillede sig forunderligt nok, beredvilligt til rådighed til at udføre det, ofte ubehagelige arbejde med bl.a. at skulle nægte danske patienter adgang til nye lægemidler, hvis »Rådet« ikke fandt, at gevinsten var pengene værd! Størrelsesordenen 350 læger bruger i dag, i varierende omfang tid på Medicinrådets aktiviteter. Selve processen er i sig selv stærkt forsinkende mhp. implementering af nye lægemidler.

Man havde tidlige forsøgt sig med KRIS og RADS, men det var ikke tilstrækkeligt stærke virkemidler.

Som dagen skred frem, blev det klargjort, at »Medicinrådet« IKKE er et »Råd«. Nok nærmere et »Nævn«, da et »Nævn« har beslutningskompetence. Det har et »Råd« ikke, men mest korrekt ville det nok være at bruge benævnelsen en »Medicindomstol«!

Flere forhold foruroligede mig:

Jeg oplevede nærmest at være gæst hos en sammentømret »klub«, ansat under Danske Regioner, og som frivilligt havde taget denne opgave på sig.

Jeg oplevede ikke den største empati eller næstekærlighed i forhold til den daglige kliniske patientbehandling.

En del af lægerne i MR havde da også valgt en mere patientfjern administrative karriere i sundhedsvæsenet.

Jeg oplevede et generelt lægeligt paradigmeskift i forhold til min lægegenerations dybere omsorg for vores patienter.

Fravalg på grund af pris

Med henvisning til lægernes daglige informationsforpligtigelse og journalføring forespurgte jeg om standard procedurer i f.eks. et onkologisk ambulatorium. Specifikt til en situation, hvor afdelingen kun tilbyder Medicinrådets standardbehandling, men hvor der faktisk forefindes en behandling, godkendt af EMA (Eupean Medicines Agency) til patientbehandling i hele EU, og som evidensmæssigt er dokumenteret bedre, men som Medicinrådet har fravalgt grundet pris. Det fremgik på konferencen, at ca. 70% af de »fravalgte præparater« var fravalgt grundet prisen og ikke grundet manglende effektforbedring!

Bliver patienten informeret om, at denne, bedre men dyrere behandling er tilgængelig andre steder, det kan være i en anden region eller et andet EU-land, men altså bare ikke i den aktuelle afdeling?

Svaret var rystende, den vigtige information valgte man paternalistisk totalt at fortie for patienten!

Begrundelse var, at enten kunne patienten »ikke tåle« at få den information, det ville kun skade patienten.

Eller også ville ressourcestærke patienter selv sørge for at skaffe sig denne bedre behandling, og det ville skabe ulighed i systemet!

»Neutral og uhildet«!

Der kunne i øvrigt også stilles spørgsmål vedrørende »neutral og uhildet« ordinationsrådgivning i ambulatoriet. Et dyrt lægemiddel ville evt. påvirke afdelingens eller sygehusets budget, hvilket kunne resultere i kollegiale lønbesparelser og fyring. Hvor skal lægen placere sin loyalitet? I forhold til hensynet til patienten eller i forhold til kollegiale ansættelsesforhold.

Alle læger er underlagt Lægeforeningens etiske principper, her skal specielt henvises til »Det Patientrettede Ansvar« pkt. 7, 8 og 12.

Al behandling bør hvile på et velinformeret samtykke af ultrahøj kvalitet. Her drejer det sig om liv eller død.

Alle disse patienter bør derfor naturligvis altid neutralt og uhildet informeres om muligheden for, hvis de måtte ønske det, evt. at få den optimale behandling et andet sted, det kan være i en anden region eller et andet land.

Der bør informeres om Sundhedsstyrelsens Second opinion-ordning! Der kan man »overrule« beslutninger taget i Medicinrådet, og man kan henvise til behandling i anden region eller i udlandet (f.eks. Sverige eller Tyskland).

Sundhedsstyrelsen har for få år siden modtaget en kraftig næse fra Rigsrevisionen netop grundet for ringe udbredelse af viden om, og brug af Sekund opinion-ordningen!

Uden information, ingen tillid

Hvis patienten selv ønsker at betale for den bedre, men dyrere behandling, bør der informeres om, at enhver dansk læge kan ordinere EMA-godkendte lægemidler i et hvilket som helst EU-land (grænseoverskridende recepter), dog underlagt det pågældende lands receptforordning.

Man kan altså selv skaffe sig sin medicin, og man kan så forsøge at søge tilskud via Sundhedsstyrelsens enkelttilskudsordning eller terminaltilskudsordning.

Hvis man i ambulatorierne fortsat vil forholde patienterne disse vigtige informationer, er der en stor risiko for, at patienterne totalt vil miste tilliden til de pågældende læger. Dette vil resultere i en uheldig afsmitning på lægestanden mere generelt.

Turen tilbage til Jyllinge var lang og tung. Medicinrådets nuværende aktivitet var i min optik klart i strid med den fortolkning af lægeløftet, som jeg har baseret mit tidligere lægeliv på!