Medicinrådet skal revurdere dupilumab til behandling af svær rhinosinutis med næsepolypper

Det virker fuldstændig uforståeligt for patienter og sundhedspersonale, herunder øre-næse-hals-læger, at man kan godkende en ny biologisk behandling til patienter med svær atopisk eksem og astma, for derefter at afvise samme behandling til patienter med svær kronisk bihulebetændelse med polypper. Alligevel er det resultat af Medicinrådets afgørelse den 24. marts i år.

Det er ellers en patientgruppe, der har udfordringer i form af en sygdom med en betydelig og undervurderet klinisk, menneskelig og økonomisk byrde.

Den kliniske byrde af sygdommen indebærer typisk tilstoppet næse, konstant sekretion fra næsen, ansigtstrykken eller hovedpine, tab af lugtesans og elendig søvn med deraf følgende træthed og koncentrationsbesvær. Mange patienter får desuden astma som komorbiditet, eller hvis de har astma, forværres denne hyppigt på grund af deres mange polypper og sekretet, der løber bagud og ned i luftvejene.

Patienter med svær kronisk bihulebetændelse med polypper har en stærkt reduceret livskvalitet, faktisk dårligere end patienter med hjerteangina og kronisk hjerte-lunge-sygdom. Søvnproblemerne kan være så omfattende, at det fører til depression. Og på grund af vejrtrækningsproblemer har patienterne svært ved at klare hverdagsaktiviteter såsom sportsudøvelse og fysisk arbejde. Mange af patienterne trækker sig fra socialt samvær, da det er pinligt altid at være snottet, altid at skulle pudse næse og ikke at kunne nyde mad og drikke på grund af den manglende lugtesans.

Sygdommen har også store samfundsøkonomiske konsekvenser. Den rammer typisk erhvervsaktive mennesker, der ofte får mange sygedage og udfordringer med at udføre deres arbejde. Det kan være brandmanden, der ikke længere kan lugte røg. Eller gourmetkokken, der ikke kan smage på maden. Et studie fra England viste, at patienterne i gennemsnit havde knap 19 sygedage om året. Ydermere er det ganske bekosteligt for sundhedsvæsenet at skulle operere disse patienter ofte gentagne gange, og det er ikke uden risiko at foretage bihuleoperationer, der foregår i fuld narkose med avanceret CT-navigation, fordi det er tæt på øjne og kraniekasse.

Den nuværende behandling af disse patienter er kun symptomatisk, og helbreder ikke deres grundlæggende type 2-inflammation. Den består af forskellige slags binyrebarkhormonkure samt ofte gentagne kirurgiske indgreb. Trods disse behandlinger får mange tilbagefald af sygdommen, og der er risiko for alvorlige bivirkninger og komplikationer. Det er især de gentagne behandlinger med systemisk binyrebarkhormon, der bekymrer. Derfor har der været meget store forventninger til den nye biologiske behandling, der hos nøje udvalgte patienter vil kunne give dem en markant bedre livskvalitet. Og derfor var skuffelsen også stor, da tommelfingeren blev vendt nedad hos Medicinrådet.

Bilagene til Medicinrådets afgørelse tyder på, at antallet af patienter, der potentielt vil kunne modtage behandlingen, og andelen af disse patienter, der efter en periode ophører med at benytte behandlingen, har været afgørende for rådets afgørelse pga. præparatets høje pris. Kan det passe, at patientpopulationens størrelse – op til 120 patienter i Danmark om året – kan være afgørende for, om en behandling, der allerede er godkendt til andre indikationer, kan godkendes?

Rådet har konkluderet, at medicinen virker, men at den skønnes at være for dyr. I forhold til hvad, må vi spørge? Har man seriøst forsøgt at opveje det antal operationer og antal sygedage, der i givet fald kunne spares, hvis disse patienter fik denne nye revolutionerende behandling? Kunne man evt. forestille sig en godkendelse, hvis medicinalfirmaet går ned i pris og man f.eks. indgår et kompromis om, at nogle af patienterne kun behandles i en tidsbegrænset periode eller med længere intervaller mellem behandlingerne?

Vi håber på et hurtigt svar. Eller endnu bedre, at Medicinrådet genovervejer deres beslutning og giver nøje udvalgte patienter adgang til en behandling, der vil ændre deres liv. Og så krydser vi i det stille fingre for, at denne gruppe af patienter, der ikke har en stor aktiv patientforening til at kæmpe deres sag, ikke kommer i klemme.