Skip to main content

»Medicinsk mode og mysterier«

Advokat Helle Carlsen, Dahl Advokatfirma, Esbjerg. E-mail: hca@dahllaw.dk

7. maj 2009
4 min.

I denne er sammenhæng er jeg på udebane, men jeg formaster mig alligevel til en indtrængning på andres marker. Som advokat med speciale i personskadeerstatninger sidder jeg ofte og gennemgår journalmateriale for de skadelidte såkaldte whiplash-patienter, som omtales i kronikken.

Jeg stødte oven i købet på kronikken, da jeg forsøgte at »google« skader på det centrale nervesystem vedrørende en konkret sag, hvor mistanke herom var rejst efter fund af abnorm SSEP (somatosensory evoked potentials). Journalarket er fra 2005, og intet er sket siden. Min klient (mandlig vel at mærke!) er gået fra at være arbejdsleder for 300 personer til at være fraskilt eneboer med massiv praktisk hjælp fra sin mor, da han er lysoverfølsom, lydoverfølsom, lider af voldsomme hovedpiner, koncentrationsbesvær - ja, listen er lang, og psyken er selvfølgelig stærkt påvirket heraf.

I min blinde tillid til, at læger da naturligvis tager den slags voldsomme symptomer alvorligt, og at videnskabelige artikler om emnet er at finde i det relevante tidsskrift for sådanne, printer jeg straks ombemeldte kronik, som jeg finder intet mindre end rystende.

Alle disse mennesker, som skulle lide af syndromer, som angiveligt er fiktive, rystes i artiklen sammen til en hoben dovne mennesker, som ikke gider at arbejde, og som af ombemeldte læge behandles med den »sorte, spidse hat« og sendes hjem igen.

Efter min opfattelse siger det mere om lægens manglende faglighed, hvis sådanne metoder tages i brug, end godt er, og at det tillades trykt i Ugeskriftet, er mig helt uforståeligt.

Enten har disse whiplash-patienter reelle somatiske skader, som i mange tilfælde ikke udredes med mulighed for udbedring, fordi de nemlig blot sendes hjem med denne »modediagnose« og i det stille anses for at være dovne mennesker, der bare vil tidligt på pension, eller også kunne patienternes somatiske klager være udtryk for, at de har »ondt i livet« eller sagt på en anden måde: »ondt i følelserne«.

At sende mennesker med »ondt i livet« eller »ondt i følelserne« hjem og passe sig selv i sin egenskab af praktiserende læge er mig en sand gåde og måske også svaret på det andet emne, forfatteren tager op: antallet af de såkaldte alkoholister. Skulle antallet af disse være stigende i dagens Danmark, kan det da ikke undre, hvis »behandlingen« af patienter med »ondt i livet« eller »ondt i følelserne« er hjemsendelse til pasning af sig selv. En henvisning til psykolog kunne måske være anbefalelsesværdig, når den praktiserende læge kommer til kort, så håndteringen af disse følelser, der giver sig udslag i somatiske symptomer, kan afhjælpes.

Afslutningsvis bemærkes, at min »googling« på emnet naturligvis bragte artikler fra udlandet af nyere dato, som tager emnet noget mere alvorligt. Det er beskæmmende at konstatere, at danske patienter med »modediagnosen« whiplash hæftet på sig, som søger til udlandet (dvs. enten selv eller ved pårørendes hjælp af både menneskelig og økonomisk karakter), får konstateret reelle somatiske skader, der desværre kun delvist kan afhjælpes, fordi afhjælpningen sker alt, alt for sent på grund af en forudgående rundsendning i det danske sygehussystem uden mål og med - og helst til en del psykiatere også, som alle gerne og ofte udtaler, at patienten optræder »påfaldende«! Ja - de har jo nok lidt ondt og har haft det en rum tid - det gør noget ved psyken.

Når »diagnosen« i et tidsskrift af denne karakter behandler emnet, som for mange mennesker er en dom til et livslangt smertehelvede, på denne måde, har de danske patienter med whiplash-syndromet stemplet på sig, lange udsigter til at blive behandlet respektfuldt. Men sådanne syndromer er det tilsyneladende heller ikke på mode blandt danske læger at forholde sig videnskabeligt til.

Svar:

Speciallæge i almen medicin, cand.pharm. Anders Tuxen E-mail: tuxen@pc.dk

Det var dog en gevaldig bredside til lægestanden i almindelighed - og min person i særdeleshed.

I al stilfærdighed skal det anføres, at mange af den rystede advokats beskyldningerne mod mig slet ikke står i min artikel. Men er man advokat med speciale i personskadeerstatninger, nødes man utvivlsomt til at skulle læse mangt og meget - og lever da af at skulle tage til genmæle.

Jeg kan forsikre for, at man som praktiserende læge ligeledes hører mangt og meget - men tit må finde en grimasse, der kan passe.

Det er ganske delikat at skulle tage stilling til en sygehistorie, man hører andenhånds - og uden nogen sinde at have mødt patienten. Alligevel føler jeg mig ret overbevist om, at den omtalte mandlige klient er ganske alvorlig syg, og at det vil føre på et vildspor at forfølge en eventuel whiplash-diagnose.

Min kronik i Ugeskriftet er udsprunget af en stor undren over, at så mange i vort oplyste land lader sig lokke af de mange dubiøse diagnoser og behandlinger. Tilmed er det gerne mennesker med udtalt skræk for farlig kemi og bivirkninger. Alligevel kaster de - tit veluddannede kvinder - sig ud i forunderlige og uoverskuelige behandlinger.

Pladsen i Ugeskrift for Læger tillod kun at omtale et fåtal af disse. For eksempel ikke de mange former for pendulbehandling; svinger man et pendul over en gravid kvindes underliv, kan pendulet afsløre, om fosteret er en dreng eller en pige; det er da mageløst?

Ved nærmere eftertanke burde min undren ikke være så stor i et land, hvor omtrent halvdelen af befolkningen tror på astrologi.