Skip to main content

Medicinske studenters bekymring

Speciallæge Palle Eggert Kriegbaum, Hillerød

9. mar. 2007
2 min.

I det første nummer af Ugeskriftet i år (2007) blev der på fem sider fortalt om medicinske studenters bekymringer. Nogle af studenterne skulle have valgt en anden uddannelse. Det er trist, at medicinske studenter nu om dage har så store problemer i dagligdagen. De har det jo ikke rart sammenlignet med den oftest store tilfredshed, der tidligere var ved studiet.

Det kan godt virke, som om »man« er ude på at skabe læger, der er uselvstændige, ufrie, ængstelige og uden originalitet. Personer, der kun gør, hvad »man« ønsker, de skal gøre og mene.

Den måde, de medicinske studenter opdrages på, vil i sig selv skabe bekymringer. Det kan i nogen grad henføres til, at de paramedicinske uddannelser i høj grad er præget af honette ambitioner. Lægens selvrespekt må ikke nedbrydes. Sker det, kan det betegnes som samfundsskadeligt og er skadeligt for både patienter og læger. Som jeg flere gange tidligere har gjort opmærksom på, kan kvotienten til studentereksamen ikke stå alene ved udvælgelse af studenter til det medicinske studie - mon ikke størstedelen af befolkningen sagtens kan forstå dette.

For de fleste af »os gamle« var der tale om con amore ved valget af det medicinske studie, og glæden forøgedes under studiet, især andendelsstudiet.

De medicinske studenter står sig ved at træne selvstændig tankegang og se bort fra, hvad de paramedicinske fag eventuelt generer med, hvad pressen giver udtryk for osv. Forholdet til patienterne er af langt større betydning.

Ansættelse i vikariater for kandidater (yngre reservelæger) uden for semestrene gav os særdeles god indsigt i arbejdet som læger.

Det er et eksempel på en aktivitet, der også i dag kan være med til at bringe en del af bekymringerne på plads, og så mange som muligt burde tilbydes disse ansættelser.

De, som bestemmer i denne sag (hvem de så er), bør stile mod at få de mest egnede studenter optaget. Det behøver ikke at være dem med høj kvotient til studentereksamen. De, som når gennem studiet con amore, har næppe grund til at frygte stress.

Konklusionen er, at der er tale om en særdeles alvorlig tilstand, og at der må gøres en gedigen indsats for at bedre forholdene for dem af de medicinske studenter, som er egnede.

Redaktionen har bedt Forskningsministeriet om at kommentere, men har ikke modtaget respons på henvendelsen.