Medicinstudiet er i forvejen krævende. Det, der i stigende grad udfordrer studerende i dag, er imidlertid ikke studiets indhold alene, men de forventninger, der har lagt sig omkring det. For mange er det ikke længere tilstrækkeligt at gennemføre uddannelsen. Det opleves nødvendigt samtidig at opbygge en portefølje af meriterende aktiviteter. Forskning, klinisk arbejde og andre relevante engagementer er ikke længere blot en integreret del af studietiden som udtryk for faglig interesse, men strategiske tiltag i et system, hvor konkurrencen om introduktionsstillinger opleves som betydelig. Dermed er medicinstudiet i praksis blevet et flerstrenget præstationsrum. Denne udvikling hænger tæt sammen med ændrede vilkår i videreuddannelsessystemet.
Konkurrence om introduktions- og hoveduddannelsesstillinger er ikke ny. Det afgørende nye er, at konkurrencen i stigende grad udspiller sig under selve studiet, hvor opbygningen af et konkurrencedygtigt CV nu påbegyndes tidligt i studietiden – ofte før studerende har haft mulighed for at udvikle et solidt klinisk og fagligt overblik. Denne forskydning er næppe tilsigtet, men den er reel i sin konsekvens. De fleste studerende påbegynder uddannelsen med et fokus på at tilegne sig det lægefaglige fundament. Jeg har erfaret, at mange medicinstuderende ikke har tænkt over meriterende aktiviteter uden for medicinstudiet, og betydningen af disse aktiviteter først bliver tydelig sent i studiet. Konsekvensen er, at studerende nu forsøger at indhente erfaring samtidig med, at studiekravene intensiveres. I dag skal studerende i praksis forholde sig mere til karrieremæssig positionering, før det lægefaglige fundament er fuldt etableret, med bekymringer om man overhovedet kan få adgang til den ønskede stilling, frygt for arbejdsløshed efter endt uddannelse og usikkerhed om, hvorvidt man må flytte geografisk for at sikre sig et passende job.
De aktiviteter, der typisk prioriteres ved siden af studiet, er hver især fagligt relevante. Forskning kan styrke analytiske kompetencer og videnskabelig forståelse, og klinisk arbejde kan give værdifuld erfaring. Problemet opstår, når disse aktiviteter ikke længere er reelle tilvalg, men opleves som nødvendige. En del forskningsengagementer under studiet foregår uden for formaliserede forskningsår og er ofte ulønnede. Deltagelse forudsætter dermed ikke blot interesse, men også tid og økonomisk råderum. Dermed bliver adgangen til meriterende aktiviteter ikke alene et spørgsmål om interesse, men også om mulighed.
»Hvis konkurrencen om fremtidens læger reelt er flyttet ind i studietiden, bør vi forholde os til, om dette er en hensigtsmæssig udvikling«Alexander Krüger Kjær
For en del studerende indebærer det en hverdag, hvor fuldtidsstudium kombineres med kliniske vagter og forskningsaktiviteter med krav om fremdrift og resultater – en samlet belastning, der kan nærme sig mere end ét fuldtidsforløb, samtidig med at bekymringer om fremtidige jobmuligheder fylder. Når flere præstationsspor håndteres parallelt, opstår en risiko for forskudte prioriteringer. Aktiviteter vælges ud fra meritværdi frem for læringsværdi, og hvor fordybelse erstattes af kontinuerlig progression. Det risikerer ikke blot at svække den samlede lægefaglige kompetence, men kan også øge stress og udbrændthed blandt studerende.
Medicinstudiets kerneopgave er at sikre et solidt fagligt og klinisk fundament for kommende læger. Når studiet i stigende grad deles med parallelle, meriterende aktiviteter, ændres dets funktion tydeligt. Det bliver ikke alene en uddannelse, men også en platform for løbende præstations- og karriereoptimering. Hvis en betydelig del af studietiden anvendes på aktiviteter uden for det formelle curriculum, må vi samtidig spørge, hvad der dermed nedprioriteres – ikke nødvendigvis i tid, men i opmærksomhed, energi og fordybelse.
Hvis konkurrencen om fremtidens læger reelt er flyttet ind i studietiden, bør vi forholde os til, om dette er en hensigtsmæssig udvikling. Ikke blot for de studerende, der skal navigere i disse vilkår, men for de læger, vi uddanner, og det sundhedsvæsen, de efterfølgende skal indgå i.
Referencer
- FADL’s studieundersøgelse 2025. https://fadl.dk/fadls-studieundersoegelse-2025/
- Poulsen CK. Stadig flere ansøgere til introstillingerne: »Der er flere iblandt, som jeg for få år siden ville have ansat. I dag kommer de ikke engang til samtale«. ugeskriftet.dk/nyhed/stadig-flere-ansoegere-til-introstillingerne-der-er-flere-iblandt-som-jeg-faa-aar-siden-ville