Mener vi i Lægeforeningen, at dette er en god løsning?

Udfordringen er velkendt for alle læger: I løbet af tre minutter i et stramt program skal lægen på sygehuset danne sig et klart overblik over den patient, der er henvist fra den praktiserende læge: Hvad er baggrunden for henvisningen? Hvilke undersøgelser er udført? Er der vigtige konkurrerende lidelser? Hvilken medicin? Cave? Funktionsniveau? Eller andre særlige forhold, som lægen bør kende til?

Mangelfulde eller fejlagtige oplysninger kan føre til spildtid, overforbrug og endda fejlbehandling og deraf frustrationer blandt både læger, pårørende og patienter.

Den elegante og rationelle løsning på dette er en form for fælles »cockpit« for alle, der har med patienten at gøre, lidt som FMK: ét skærmbillede med ovenstående relevante oplysninger. Det »cockpit« ville også kunne bruges af kommunale sygeplejersker og af paramedicineren i patientens hjem.

Men nu har RLTN og PLO valgt at gå en helt anden vej: De praktiserende læger skal fra 1. januar 2027 lægge al deres journalmateriale for alle borgere i Danmark ud på Sundhed.dk, så det er tilgængeligt for de sundhedsfolk, der har med patienten at gøre [1]. Den enkelte borger har en mulighed for at spærre enkelte eller alle notater som et aktivt tilvalg.

En del politikere, mange administrationer og flere patientforeninger ser dette som en fremragende løsning for at dæmme op for de velkendte problemer ved »sektorovergange«.

Personligt er jeg nok nærmere af den stik modsatte overbevisning:

Med patientens tilladelse må min kollega på sygehuset gerne læse med, men har det værdi for lægen at læse vores utallige journalnoter, patienternes e-mails (og der er mange …), epikriser fra andre afdelinger, speciallæger, fysioterapeuter, psykologer, spørgsmål om laksantia fra hjemmesygeplejersken og dosisspørgsmål fra den lokale apoteker – i en stor kronologisk sammenblanding?

Set fra almen praksis kunne man i værste fald frygte, at der nu bliver endnu færre rigtig gode og målrettede henvisninger fra de praktiserende læger, nu da de, der bestemmer, har valgt, at vi skal en anden vej. Ved mangelfulde henvisninger kan jeg jo bare henvise mine kolleger på sygehuset til, at de kan finde det hele på Sundhed.dk – hvis de har tid nok …

Jeg forstår ikke min egen forening (PLO), men jeg forstår heller ikke, at Lægeforeningen, Overlægeforeningen, Yngre Læger og FAPS ikke er mere bekymret for, hvad dette kommer til at betyde for deres medlemmer. Skal den modtagne læge nu sidde og lede på Sundhed.dk efter de oplysninger, der mangler?

Dertil er der det juridiske spørgsmål: Med den mulighed for at eftersøge endnu flere data, følger der som bekendt et ansvar. Mon ikke lægen i modtagelsen nu får et øget ansvar for at kende til sundhedsoplysninger – der er godt gemt i den praktiserende læges tekstfelter?

Og nej: Det her handler ikke om borgernes ret til indsigt i egen journal. Den har de i dag, og den kan vi sagtens udbygge digitalt, uden at det involverer lægen på sygehuset.

Det handler heller ikke om at efterleve en kommende EU-forordning [2]. Den forordning handler først og fremmest om borgernes rettigheder – ikke om at alle lægenotater skal på sundhed.dk.

Denne sag handler om sundhedsfaglig kommunikation mellem kolleger.

I mine øjne er denne ukritiske deling af massive mængder sundhedsdata et lysende eksempel på, at kvantitet flere steder blandt politikere og på myndighedsniveau trumfer kvalitet. Er det ikke her, at vi som fagfolk skal skrue lidt ned for den politiske imødekommenhed, og i stedet bruge vores egen indsigt til at hjælpe hele sundhedsvæsenet – og ikke mindst de borgere, der nu bliver fanget i dette?