Menneske eller stol?

–Pludselig at blive patient i sundhedssystemet og være afhængig af det – det har været skræmmende.

Han sidder over for mig og fortæller om det, han har på hjerte. Om at få at vide, at han har en dødelig sygdom og formentlig ikke lang tid tilbage at leve i. Om selv at logge ind på platformen, fordi en sms tikkede ind om nye prøvesvar, og på lægelatin læse, at han havde kræft – længe før noget levende menneske havde sagt ordet højt for ham. Om at skulle finde rundt i det ofte indviklede og upædagogiske sundhedssystem, som ikke altid er indrettet så »kunden«, patienten, oplever det som smidigt og positivt. Og han fortæller mig om at føle sig som et stykke inventar – en stol.

– Det har måske været det mest rystende for mig, at opleve kulturen i sundhedsvæsnet og føle, at jeg pludselig her, blandt læger og sygeplejersker, ikke længere bliver anset som et anstændigt og helt menneske.

Han kigger ned i bordet. Som et slagent menneske fortæller han om, hvordan han under sin første indlæggelse fandt det besynderligt og sårende ikke at blive hilst på, når læger eller sygeplejersker trådte ind på hans firemandsstue for at tilse en af de andre patienter. Om hvordan de altid så lige igennem de tre andre personer i rummet – som om de ikke var der.

– Det er en mærkelig kultur, siger han sørgmodigt.

– Jeg oplevede det samme i jeres venteværelse. Bange og utryg sad jeg og ventede på at blive kaldt ind. Imens gik måske 10-15 ansatte forbi mig; de hilste på hinanden lige ved siden af mig. Sagde godmorgen, slubrede af deres kaffekopper og grinede. Ikke én hilste på mig eller anerkendte med kropssproget, at jeg var der. Det fik mig igen til at føle mig som et møbel, som en stol.

Hans ord rører mig. Ryster mig. Er det virkelig sådan at sidde i vores venteværelse? Og hvor tit har jeg egentlig selv sagt hej eller nikket til nogen som helst, jeg ikke personligt havde som patient? Betyder det virkelig så meget?

For ham gør det tydeligvis. Det var den spand med iskoldt vand, som nær fik hans egen synkende skude til at krænge over og sprække på midten.

Flovt tænker jeg tilbage på dengang, jeg som stuegangsgående reservelæge opfyldt af mit eget hastværk og forsøg på at holde styr på alting (og måske også af en usikkerhed over, hvordan man på »normal vis« hilser på og ser syge og døende mennesker i forvasket og neutralt patienttøj i øjnene) for det meste bare gik hurtigt forbi de fleste på min vej med blikket rettet stift fremad eller indad mod min egen indre uro og travlhed.

Jeg kommer også til at tænke på den første praktiserende læge, jeg havde, da jeg flyttede til København for at læse. Efter få år endte jeg med at skifte til en anden. Ikke fordi hun gjorde noget fagligt galt, men fordi oplevelsen af en enorm distance og en ligegyldighed over for min person gjorde hvert besøg i hendes praksis udpræget ubekvemt. Jeg husker min undren over, hvordan hun en gang blot gik forbi mig på gangen med lange skridt og blikket hårdt og indadvendt uden at gøre den mindste gestus mod det menneske, hun på ganske tæt vis passerede.

Det må vi kunne gøre bedre. Min kræftsyge patient kalder det en »kultur« i sundhedsvæsenet. En »ikke hilse eller lade som om patienterne omkring os er rigtige mennesker«-kultur. Hvad det samlet kræver at ændre den og gøre vores arbejdsplads til et rarere sted for patienter som ham, det er svært for mig at fastslå. Og løsningen er nok heller ikke stift og kunstigt at hilse på alle og enhver omkring sig. Men for mit eget vedkommende kan jeg kun sige, at jeg fremover vil forsøge at lægge mærke til, i venteværelset eller på sengestuen, om der er andre som ham, og mig, der har brug for at blive set, nikket til og opfattet som et menneske frem for en stol.