Mens tid er

For nylig besøgte jeg min yndlingsboghandel i New York. Et sted, hvor tiden står stille i jagten på nye læseoplevelser, mens man forundret kigger på uret, når man belæsset med alt for mange bøger forlader butikken og konstaterer, at der er gået et par timer. I bunken af de alt for mange bøger var en nyudkommet bog: "When breath becomes air" af Paul Kalanithi.

Det var omslaget, der vakte min nysgerrighed. På forsiden ser man en kirurg bagfra i operationskittel. På bagsiden ser man den samme person bagfra i patientkittel. Beretningen fra operationskittel til patientkittel er Kalanithis. Det er beretningen om den unge neurokirurg, der får konstateret uhelbredelig kræft. Kalanithi døde hen imod slutningen af bogprojektet, og bogen er færdiggjort af hans kone.

Det er ikke endnu en beretning om en læges forfærdende møde med sygehusvæsenet som patient, men en medrivende refleksion over, hvad det er, der gør livet meningsfuldt. Spørgsmålet har været omdrejningspunktet for Kalanithis livsvalg, og svaret har han søgt i krydsfeltet mellem litteratur, filosofi og neurovidenskab. I sin søgen efter mening, både som rask og som døende, bliver Kalanithis svar først og fremmest til en refleksion om tid.

Tiden, der flyver, når den unge læge i jagten på den faste stilling arbejder sig igennem de hårde år som reservelæge. En tid, hvor dagene er lange, men årene korte. Og lige på tærsklen til den eftertragtede fremtid tages den fra ham og erstattes af en alt for kort tid, hvor hver dag er en dag længere væk fra det seneste tilbagefald, men en dag tættere på det næste tilbagefald.

Tiden, der opleves statisk for ham som patient, men dynamisk for den nyfødte datter. Og alligevel: For jo hurtigere datteren vokser, jo hurtigere nærmer døden sig for ham. Døden, som kan komme senere, end han tror, men tidligere, end han ønsker det.

De mange tidsrefleksioner rokker ved Kalanithis identitetsopfattelse. Hvordan skal man forstå sig selv i tid? Er han neurokirurg? Var han neurokirurg? Har han været neurokirurg? Vil han blive neurokirurg? Står man ved slutningen? Ved begyndelsen til slutningen? Eller ved slutningen på begyndelsen?

Og så den snigende erkendelse: Hvad gør livet meningsfuldt nok til at fortsætte med at leve? Og hvordan kan lægen hjælpe patienten med at skabe mening i de mange tidsspørgsmål? Det kan man kun, mener Kalanithi, ved omhyggeligt at navigere uden om de mange farer, der kan skabe mangel på empati og distance til patienten. Kun der kan man skabe en relation, hvor man som læge er med patienten og ikke hos patienten.

For når skalpellen er virkningsløs, bliver ordene kirurgens eneste redskab. Et redskab, der kan skabe mening. Mens tid er.