Mere læring om patientinddragelse, tak

»Hvor meget lærer I om fælles beslutningstagen på studiet?«. Dette spørgsmål var startskuddet til et af vores første klinikophold på medicinstudiet. En afdeling, hvor der på trods af specialets kirurgiske karakter blev fokuseret på, at den vigtigste behandling, patienterne modtog, var at stoppe med at ryge og modtage kommunale tilbud om træning og motion tilpasset den enkelte. Den patientcentrerede tilgang var beundringsværdig og fascinerende, samt en overraskelse i forhold til vores fokus på sygdomspatogenese i forberedelse til klinikopholdet. Tilbage i Panums store forhal stod vi undrende tilbage – hvorfor lærer vi ikke mere om dette på medicinstudiet?

Statens Institut for Folkesundhed har afdækket, at patienter med et handicap dør ca. 15 år tidligere end baggrundsbefolkningen, når de dør af de samme sygdomme [1]. Overalt flyder historier om, at patienters ønsker, behov og opråb ikke bliver hørt i sundhedsvæsenet. En vigtig del af lægelivet består i at kunne behandle patienter, uagtet hvor meget deres sociale baggrund, multimorbiditet eller handicap kan sløre billedet. Et mindst lige så vigtigt aspekt er også udviklingen af en forståelse for, hvordan vi bedst behandler patienterne på deres præmisser med ret til selvbestemmelse. Sundhed er ikke et one size fits all, og det skal behandlingen afspejle.

For at minimere ulighed i sundhed, sikre patientinddragelse og beslutningstagen over egen krop kræver det en stor indsats. Hvis lægestudiet skulle være hjørnestenen i at udrydde uligheden i sundhedsvæsenet, hvorfor bliver vi så ikke undervist i dette på universitetet?

Få kurser sætter fokus på kommunikation med patienten, men dette fylder alt for lidt, når man sammenligner med, hvor vigtigt et redskab kommunikation er i det senere lægeliv. Der er ikke nok fokus og øvelse i håndtering af svære samtaler, hvordan man sikrer fælles beslutningstagen, og hvordan man bedst bliver opmærksom på og minimerer ulighed i sundhed.

Som studerende bruger vi størstedelen af vores tid på at lære om præsentationen af isolerede sygdomme og lidelser. Vi studerer iskæmisk hjertesygdom på en skematisk og metodisk måde for at forstå, hvordan netop denne sygdom præsenterer sig hos en ellers rask mand uden tidligere medicinsk eller kirurgisk historik, der i øvrigt er en god informant og forstår forskellen mellem trykkende og brændende brystsmerter. Virkeligheden er dog, som vi alle ved, en anden.

Vi skal derfor allerede tidligt på studiet lære, hvordan den samme sygdom kan præsentere sig hos forskellige patientgrupper. Både i form af fysiske karakteristika, men også hvordan patienten selv beskriver og oplever det. Hvis vi allerede på medicinstudiet bliver klædt på til at håndtere ældre, multimorbide og socialt udsatte borgere, kan vi minimere den store overgang, der er fra medicinstudiets tunge bøger til den diverse og travle realitet, som man møder i forbindelse med KBU’en. 

Vi har ikke alle svarene, men en mulighed kunne være at ændre kurser og undervisning, så de ikke kun er baseret på specialister, der forsker i specifikke emner. Måske skulle undervisningen i højere grad præges af generalister og suppleres af andre tværfaglige vinkler, hvor andre komponenter end selve sygdomspatogenesen bliver italesat?

Derfor håber vi på, at konkrete læringsmål og kursusbeskrivelser allerede på medicinstudiets bachelordel vil inddrage uddannelse og brug af inkluderende metoder og tiltag til at fremme fælles beslutningstagen, patientkommunikation og mindske ulighed i sundhed.

Vi håber på, at vi med den nye studieordning for medicin på Københavns Universitet har taget de første skridt hen imod, at patientinddragelse og ligestilling i behandlingen bliver fundamentet for undervisningen, som skal reflekteres i den daglige kliniske hverdag. Med tiltag som f.eks. oprettelsen af et reelt kursus i ældremedicin og et nyt kursus om psykologi i sundhed og sygdom tegner fremtiden godt for kommende læger.