Mere om retten til en akut død uden forsøg på genoplivning

Debatten om denne ret blev indledt af Sven Refslund Poulsen. Han stillede bl.a. spørgsmålet: »Findes der mon undersøgelser, der måtte fortælle, om der er andre end mig, der gerne vil undgå genoplivning ved akut hjertestop, hvor det så end måtte ske?«

At der findes undersøgelser, der belyser problemet, vil jeg gerne dokumentere.

I 1991 gennemførte jeg en undersøgelse [1], hvor Århus Amts 375 praktiserende læger blev spurgt om deres indstilling til behandling af hjertestop opstået hos dem selv uden for hospital. Behandlingen foregik via hjerteambulance (med DC-udstyr, men uden lægebemanding). Yderligere blev de spurgt om behandlingsønskerne, hvis der gives primær genoplivning med ventilation og hjertemassage af én lægmand. Forinden havde lægerne gennemlæst en opdateret artikel om resultaterne af hjertestopbehandling uden for hospital. Endelig blev lægerne spurgt, om de mente, at resten af befolkningen skulle behandles, som de selv ønskede.

81% af lægerne besvarede spørgeskemaerne (anonymt).

79,7% ønskede ikke genoplivning, hvis det samlede tidsforbrug (tiden fra hjertestoppet indtræder, til der alarmeres + samtale med alarmcentralen + videregivelse til Falck-stationen + videregivelse til redderne + køretid + tidsforbrug på skadestedet før behandlingen påbegyndes) var seks minutter eller derover.

Seks minutter er også i dag på landsplan væsentlig under det gennemsnitlige samlede tidsforbrug ved hjertestopudrykninger.

Hvis der blev givet primær genoplivning af én lægmand, ønskede 66,8% ikke genoplivning af redderne i den samme situation (mere end 70% af hjertestoppene finder sted i hjemmet, og genoplivning med både ventilation og hjertemassage givet af nærmeste ydes kun ret sjældent).

82,8% svarede ja til, at den øvrige befolkning skulle have samme behandling, som de selv ønskede. 6,4% svarede nej.

Selv om der er gået 18 år, siden undersøgelsen blev foretaget, mener jeg, den er relevant i dag. DC-udstyr i primærambulancen fandtes også i 1991. Eksistensen af akutlægebiler og hjertestartere i visse dele af landet ændrer næppe afgørende på tiden, der går, indtil DC-behandling kan gives - men måske nok på kvaliteten af den givne behandling. At behandling som nedkøling af hjertestoppatienten på hospitalet bedrer prognosen, er jeg helt opmærksom på. Ligeledes at hypoterme patienter og børn skal behandles særlig aktivt.

Min egen holdning er den, at jeg kun ønsker genoplivning, hvis hjertestoppet indtræder i ambulancen, eller hvis køretiden er maksimalt 2-3 minutter. Et ønske som - med den nuværende jura - næppe kan opfyldes, men blot meddeles til de nærmeste.