Skip to main content

Psykiatrien har som det eneste lægefaglige speciale mulighed for - ja, ligefrem pligt til - undertiden at anvende tvang i behandlingen, dog under nøje iagttagelse af det såkaldte »mindste middels princip«: tvang må ikke benyttes, før der er gjort, hvad der er muligt, for at opnå patientens frivillige medvirken. Et grundlæggende princip for de fleste tvangsforanstaltninger er, at patienten skal være sindssyg - et andet, at patienten skal være indlagt.

Lov om tvang i psykiatrien er netop blevet revideret, og som noget afgørende nyt er indført mulighed for ambulant tvangsbehandling - altså en fundamental ændring af begge de hidtil gældende principper.

Det er nedslående at møde Lægeforeningens ureflekterede accept af en så grundlæggende ændring af rodfæstede etiske principper [1], markedsført med den noget elastiske begrundelse, at et fravalg af tvang reelt vil betyde et fravalg af behandling, hvilket Lægeforeningen naturligvis er imod.

Diskussionen handler ikke om, hvorvidt der skal være mulighed for tvangsanvendelse som sidste udvej i behandlingen af alvorligt sindssyge patienter eller ej. Den handler om udstrækningen. Hvor finder Lægeforeningen de tilstrækkeligt tungtvejende argumenter for en udvidelse af mulighederne for tvangsudøvelse? Loven indeholder allerede nøje beskrevne regler om tvangsanvendelse i psykiatrien, hvilket burde være tilstrækkeligt, hvis de bruges i det nødvendige omfang.

Psykiaterne har været delt i synet på den ambulante tvang, siden forslaget første gang blev fremsat i 2005-2006. Nogle ønsker en udvidelse, andre finder de eksisterende muligheder tilstrækkelige. Dansk Psykiatrisk Selskab har hele tiden været imod.

Enhver klinisk arbejdende psykiater kender de patienter, som den ambulante tvangsbehandling er rettet imod: de mest sindssyge uden behandlingsmotivation eller -ønske, som prompte ophører med medikamentel behandling ved udskrivelse, og som hyppigt må - eller burde - genindlægges. Der er ingen læge, der ikke ønsker at hjælpe disse patienter. For de pårørende er det ofte meget byrdefuldt. Men hvorfor tror vi, at en udvidelse af tvangen er vejen frem? Hvad bygger vi det på? Tro, håb eller kasuistiske overleveringer? I de få undersøgelser, der findes, har man ikke kunnet påvise en gavnlig effekt. Burde der ikke som minimum være en begrundet formodning om, at det nye, der indføres i behandlingen, rent faktisk virker? Og kunne denne mangel på dokumenteret viden ikke lige så godt berettige til at trække »etikkortet« - som argument for ikke at udvide tvangen?

Debatindlægget har været forelagt Poul Jaszczak, der henviser til sit tidligere indlæg i debatten (Ugeskr Læger 2010;172:900-1)

Referencer

  1. Jaszczak P. Tvang i psykiatrien. Ugeskr Læger 2010;172:411.
Der er i øjeblikket tekniske problemer med at vise kommentarer på Ugeskriftets artikler. Vi arbejder på sagen