Min dagligdag er afgørende for min stemme

Siddende her i 11. time før folketingsvalget er jeg stadig i tvivl om, hvor mit kryds skal sidde på onsdag. Jeg ville ønske, jeg i højere grad var nuanceret og multifacetteret i forhold til emner, der er på dagsordenen. Jeg har dårlig samvittighed over at klima kun fylder for mig, når mine børn aftvinger mig svar, jeg burde være mere optaget af landets samlede økonomi og invandrerdebatten, for slet ikke at nævne forholdene på landets uddannelser. Men sådan er det ikke, når jeg skal være helt ærlig.

Det er min dagligdag, der fylder og kommer til at være afgørende for, hvem jeg stemmer på.

Jeg er påvirket af kollegaer, der slår ring om Det Nye Universitetshospital i Skejby, jeg er påvirket af programmer som »Jeg svigter mine patienter«. Men mest af alt er jeg påvirket af min hverdag og de rammer, jeg kan præstere for henved 135 ansatte i akutafdelingen og de 32.500 patientforløb, de er ansvarlige for hvert år.

For mange år siden læste jeg Joseph Hellers »Catch 22«. Det er der, vi er nu.

Vi er i en situation, hvor vi har så travlt, at vi er nødt til at innovere; udvikle os selv og samarbejdet med vores partnere på tværs af sektorer, for at klare udfordringerne. Vi er nødt til at sikre os, at det er de rigtige patienter, der lander hos os, og at vi skaber det rigtige forløb for dem allerede efter første kontakt. Skabe minimal belastning for patienter og sundhedsvæsen. Det kunne faktisk være en både sund og god udvikling, som ville give mening for både de sundhedprofessionelle og patienterne. Catch 22 er, at vi samtidig skal være dygtige til at effektuere besparelser. Vi kan ikke forsvare at reducere yderligere blandt de kollegaer, der står i første linje, så reduktionen kommer blandt dem, der skulle hjælpe os med udfordringen – vi sparer på forskning og udvikling. Besparelserne gør det vanskeligt for os at blive dygtigere til at finde nye effektive løsninger – og med demografien får vi mere og mere travlt og dermed færre og færre resurser til udvikling, osv. ...

Hvad skal vi? Skal vi stræbe efter et sundhedsvæsen i verdensklasse eller et, der er »godt nok«, og som vi så kan lappe på med lidt valggaver hvert fjerde år?

Vi skylder at forvalte skatteydernes penge samvittighedfuldt og ordentligt, men vi skylder allesammen os selv at stemme på politikere, der vil sikre en økonomisk ramme for sundhedsvæsenet, hvor man varetager fremtidig forskning og udvikling oven i den nødvendige vækst, som politikerne så smukt kalder »at følge det demografiske træk«.

Jeg kommer til at bruge de sidste dage op mod valget på at finde ud af, hvilke politikere jeg tror kan løfte den opgave. Tilstrækkeligt er ikke godt nok.