Min mening om fysioterapi

Belastningslidelser i bevægeapparatet behandles typisk med fysioterapi, aflastning og analgetika. Men er udbyttet af fysioterapeuternes store tidsforbrug med disse patienter optimalt?

Læger uddannes præ- og postgraduat i rationel brug af farmaka, for hvilke Lægemiddelstyrelsen og -kataloget også medvirker til en passende balance mellem effekt og bivirkninger. Men der er kun begrænset forskning i fysioterapis indikationer, effekter, bivirkninger og omkostninger - og evidensbaserede anbefalinger er få. Med en stedmoderlig undervisning i fysioterapi ved vi læger kun lidt om fysioterapeuter, hvad de kan, og hvordan de bruges bedst. Og vi kunne godt mangle en Fysioterapistyrelse og et Fysioterapikatalog.

Selv om det kan være prognostisk afgørende, præciserer læger ved henvisning til fysioterapi kun sjældent den ønskede behandling. Måske mangler vi forudsætningerne herfor. Litteraturen om belastningslidelser specificerer sjældent fysioterapiens indhold (modsat ved medikamentel behandling, hvor præparatvalg og dosering oftest gennemgås detaljeret). Derfor overlader vi fuldt ud til fysioterapeuterne at vurdere, hvordan patienten hjælpes. Med deres forskellige interesser og kompetencer har de varierende muligheder herfor.

Om der gives varme, kulde, massage, ultralyd, laser - ja listen er uendelig - er i princippet ligegyldigt, når bedring (ofte?) optræder spontant eller ved aflastning. Her kunne en anden eller slet ingen behandling være lige så god. Men mange patienter hjælpes slet ikke, og der er evidens for manglende effekt af behandlinger, der stadig florerer livligt. Megen fysioterapi ved kronisk smerte ligner snarere en pengemaskine end et sundhedstilbud. Desuden kan forkert fysioterapi være skadelig, og - hvis den er langvarig - udgøre en økonomisk belastning for både patient og det offentlige.

Fysioterapi rummer desuden et andet paradoks. Primærsektorens patienter betaler deres andel af privat fysioterapi - hvis ikke arbejdspladsen (tiltagende almindeligt) eller Arbejdsskadestyrelsen (sjældent, da kun få belastningslidelser anerkendes som arbejdsbetingede) betaler - eller medmindre de for at slippe billigere sluses omkring et ambulatorium.

Men under og efter sygehusbehandling kan fysioterapi tilbydes gratis på sygehusene. Alligevel henvises ofte til privat fysioterapi - måske snarere begrundet i sygehusets kapacitet eller patientens betalingsevne/-ønske end i forhold omkring behandlingen. Der er stor geografisk variation. Én patient behandles i sygehusets fysioterapi, mens en anden med samme sygdom behandles privat. Sidstnævnte er ikke et ringere tilbud, men ved manglende betalingsevne er der risiko for, at patienten ikke behandles. Vederlagsfri privat fysioterapi forudsætter bestemte sygdomme, men ikke en forventet effekt af en præciseret behandling. Patienter betaler nødigt for en behandling uden effekt, men gerne ved god virkning. Sådan bør det offentlige også tænke.

Valg af fysioterapeut og dennes behandling bør alene bero på faglige kriterier, og patienten rådgives om valg af terapeut med specifikke kompetencer. Men fysioterapeuterne burde trods kommercielle interesser også bruge hinanden for at hjælpe patienterne bedre. Finansieringen bør være fair og uafhængig af behandlingsstedet.

Der bør for veldefinerede tilstande være konsensus blandt terapeuter og henvisende læger om evidens for indikation for specificeret fysioterapi, indhold og effekt for - eller mangel på samme. Men krav om evidens risikerer i urimelig grad at begrænse fysioterapi med afgørende sundhedsmæssig betydning. Derfor bør også viden om patofysiologiske sammenhænge og positive erfaringer fra fysioterapi rettet mod objektivt konstaterbare funktionsforstyrrelser være indikation for behandling - eksempelvis når det er en erfaring, at et begrænset antal specificerede behandlinger almindeligvis ændrer en given tilstand. En for patienterne retfærdig finansiering bør afspejle dette, men dokumenteret virkningsløs behandling må fratages tilskud.

Kan initiativer forventes fra Sundhedsstyrelsen, Sygesikringen, fysioterapeuternes organisation og skoler og relevante videnskabelige selskaber?