Min mening om lægers ansvarlighed i et atomiseret sundhedsvæsen

Mange patienter oplever lange ambulante forløb i diverse specialer, måske ikke mindst ved symptomer i bevægeapparatet hvor reumatolog, neuromediciner, ortopædkirurg og arbejdsmediciner kan være inde i billedet. Disse patienter ses typisk i flere af disse specialer, ofte i alle og måske også af psykiater. Der tages blodprøver, foretages konventionelle røntgenundersøgelser og skanninger og måles nerveledning og EMG. Der går rigtig lang tid, som regel med sygefravær, da det sædvanlige arbejde ikke klares, og da der er tvivl om alternativerne.

De forskellige specialister kan have forskellige diagnostiske bud, og ofte opnås ingen diagnostisk afklaring. Derfor mangler en behandling, som virkelig hjælper, og en plan for fremtiden. Patienternes usikkerhed på, hvordan de skal forholde sig, er ikke overraskende.

Den praktiserende læge rustes på baggrund af responsa fra speciallægerne ikke specielt godt til den fornemme opgave, det er at være patienternes tovholder. Fagets rivende udvikling forhindrer fagligt overblik, selv med tilstrækkelig tid, som ingen praktiserende læge har. Derfor kræves et konstruktivt samarbejde med kompetente og ansvarlige organspecialister.

De har det i denne sammenhæng meget lettere, når de fokuserer på det, der alene vedrører deres eget speciale, og med god samvittighed står af og afslutter, hvis de ikke vurderer, at dette bidrager i situationen. Reumatologen, hvis der ikke er tegn på en inflammatorisk sygdom. Neurologen, når undersøgelsen ikke tyder på neurologisk lidelse. Og ortopædkirurgen, hvis der ikke er indikation eller mulighed for operativ behandling. Arbejdsmedicineren finder måske intet erstatnings- eller forebyggelsesperspektiv og returnerer patienten til den praktiserende læge.

Speciallægernes responsa kan være nok så rigtige, men problemet er, at patienten er lige vidt, og at den praktiserende læge uden kollegial bistand kan have svært ved at etablere det overblik, som kræves af en tovholder.

De enkelte undersøgelser ved speciallægerne og den parakliniske diagnostik kan måske være hurtigt overstået. Alligevel kan stor kumuleret ventetid og betydelige samlede omkostninger være et problem - især når forløbet ikke har ført til afklaring. De mange undersøgelser kan have været mindre indicerede. De kan også være begrundet i et behov for at vise patienten, at der gøres noget, i varetagelse af defensiv medicin eller i en legitimering af at stå af uden at foretage sig yderligere: »Ja - nerveledningen var jo normal, så jeg kan ikke hjælpe dig!« Hvis speciallægerne på baggrund af en sufficient undersøgelse opfatter patienten som rask, skal det naturligvis skrives. Ved »funktionelle« reaktioner ligeledes, men tolkningen naturligvis begrundes. Men syge patienter, og det er vel de fleste, er i realiteten ofte dårligere stillet efter disse forløb end før. Kendes undersøgelsens diagnostiske sensitivitet og specificitet? Undersøges noget helt andet end det, der i virkeligheden er problemet? Konkluderes der på rette grundlag?

Sådanne forløb mangler bred læge(tvær)faglighed og sund fornuft. Selv når en erfaren læge kan se, at patienten er syg, fremgår det ofte slet ikke. Snarere signaleres det modsatte: »Der findes intet abnormt« (inden for specialets område). Det i parentes medtages sjældent, og afhængig af forudsætninger kan lægers responsa tolkes som, at patienten ikke er syg, selv om den praktiserende læge ved, at det er tilfældet. Det er jo derfor, at han har ønsket hjælp fra sine kolleger.

Ved en uafklaret tilknytning til arbejdsmarkedet, f.eks. ved sygefravær og overvejelser om det fremtidige arbejde, tolker også kommunen speciallægens afvisning af sygdom inden for sit speciale som, at patienten er rask. Det fører til hurtige konklusioner vedrørende patientens habitus, især den psykiatriske - og ofte mere end antydes somatisering. Begrebet »ondt i livet« kan være bekvemt for mindre empatiske og nysgerrige læger og for andre behandlere af patienterne eller deres sager. Men følgerne for patienterne af lange tidsforløb uden afklaring og myndigheders tolkning af lægelige responsa kan være alvorlige.

Findes patienten syg, uden at tilstanden kan præcist vurderes, kunne det jo skrives og begrundes - selv uden en eksakt diagnose. En sådan ydmyghed ses sjældent, ikke mindst fra speciallæger, men udtrykker en ansvarlighed i forhold til patienten og kan næppe mistolkes.

Kunne læger uanset speciale bidrage med en bred faglighed, som også rækker ud over eget speciale? Kunne alle føle ansvar for de fælles patienter i stedet for at melde hus forbi?