Skip to main content

Min mening om nydanskere på arbejdsmarkedet

Overlæge Jørgen Riis Jepsen, Arbejdsmedicinsk Afdeling, Sydvestjysk Sygehus, Esbjerg. E-mail: jrj@ribeamt.dk

1. nov. 2005
4 min.

Medierne flyder over med beretninger om nydanskere på evig forsørgelse. De påstås at vælge denne lette løsning, fordi det danske sociale system så rigeligt opfylder deres forventninger til levestandard. Den nylige overbevisende dokumentation af den lave integrationsydelses manglende incitament til at komme i arbejde har ikke gjort større indtryk. Den di-skriminerende politik og retorik fortsætter.

Der er naturligvis flygtninge og indvandrere, der ikke kan eller vil bestille noget. Nogle mangler reelle arbejdsressourcer efter psykisk krigsskade. Mange er somatisk syge. Og velhavere fra overklassen, som aldrig har bestilt noget, men altid har haft folk til at gøre tingene for sig, vil være svære at presse til ufaglært arbejde. Men de fleste nydanskere ønsker faktisk at arbejde, når omstændighederne - herunder de sproglige - tillader det, og når de får lov. Og mange har uddannelser med, som de gerne ville bruge i Danmark.

En lang række job er forsvundet, eksempelvis er der ikke mange støberier tilbage. Andre kan trods arbejdsløshed vanskeligt besættes. Nogle job kræver kompetencer, som mangler herhjemme - også fordi mange veluddannede fremmede rejser videre.

Hovedproblemet er dog, at mange ufaglærte job i industri eller service af forskellige grunde fravælges af dem, der har mulighed for at finde bedre job. Disse job kan være vellønnede som på slagterierne, men ofte er de decideret usunde, ikke mindst på grund af produktivitetskravene. De varetages i stigende omfang af de nye danskere - også selv om de har studentereksamen eller faglige uddannelser - da der sjældent er andet arbejde at få.

At også de bliver syge af arbejdet og endda i endnu større omfang end danskerne, kan ikke overraske. Hvor enhver kan have besvær med et manuelt arbejde i et opskruet tempo, er en lille spinkel pige fra Sri Lanka alt andet lige endnu værre stillet. Med tynde hypermobile arme, en kropsvægt på under 50 kg og en højde på 155 cm skal hun nu med armene over skulderhøjde komme plastikposer med indvolde tilbage i de 500 lørdagskyllinger, der hver time passerer forbi hendes hoved.

Virksomhederne kunne naturligvis tage specielt hensyn til dem, der er særligt sårbare i forhold til arbejdsmiljøpåvirk-ninger og -krav. En lille person kunne få en skammel at stå på, men der kan - som arbejdsmiljøloven kræver det - også på andre måder tages individuelle hensyn. Bortset fra gravide i arbejde har Arbejdstilsynet dog mig bekendt aldrig interesseret sig for beskyttelse af særligt sårbare ansatte.

Vi bliver nødt til at passe bedre på vore nydanskere, som vi har hårdt brug for. Ellers fortsætter deres store og unødvendige sygefravær og udstødning - ikke blot fra den sygdomsfremkaldende virksomhed, men potentielt fra arbejdsmarkedet som helhed. Situationen er nemlig, at personer med en syg skulder eller arm sjældent kan klare og modstå påvirkninger fra et tilsvarende arbejde - heller ikke ved optimeret ergonomi. Hvis recidiv af sygdommen skal undgås, er det nødvendigt, at arbejdet foregår med hænderne tæt til kroppen, at det er varieret og at brug af muskelkraft begrænses. Disse forudsætninger er sjældent til stede ved det ufaglærte arbejde i industri og service, som de kan få.

Virksomheder, der ansætter personer med anden etnisk baggrund, må erkende deres særlige ansvar. De ansatte skal sikres en ordentlig instruktion og opfordres til at sige fra ved oplevede symptomer. For at undgå kronificering og sikre mod gentagelse kræves, at en læge i en tidlig fase vurderer en arbejdsrelateret sygdom og dens relation til arbejdets påvirkninger og krav. Virksomheden bør lytte og tage passende aktion, gerne sammen med resterne af den bedriftssundhedstjeneste, som regeringen har gjort sit bedste for at trække tæppet væk under. En sådan ansvarlig virksomhedsledelse vil gavne alle i arbejde, men især de sårbare grupper.

Nydanskerne på arbejdsmarkedet - både de mange, der tager det arbejde, de fleste danskere takker nej til, og de få, der kan tage arbejde, der kræver særlige kvalifikationer, og som vi også mangler danskere til at varetage - bør naturligvis behandles ordentligt. Vi behøver dem og må vise dem almindelig anstændighed. Vores nuværende behandling associerer til Dronningens rammende karakteristik i en tilsvarende sammenhæng: Det kan vi ikke være bekendt!