Min mening om Q-feber

Q-feber (query fever) skyldes infektion med bakterien Coxiella burnetii og rammer i Danmark især kreaturer, hvor den blandt andet fremkalder aborter. Sygdommen forekommer hos mange dyr men kan også medføre human smitte.

Q-feber har indtil nu været opfattet som en eksotisk sygdom, som er udbredt i størstedelen af verden, men som vi ligesom megen anden dårligdom har været forskånet for i Danmark.

Vi er nu blevet klogere. Denne zoonose, som også danske læger bør kende til, er måske forholdsvist ny herhjemme. Men det er nok mere sandsynligt, at den har eksisteret hele tiden, men blot uden at vi har opdaget den.

C. burnetii er meget resistent over for miljøet og yderst smitsom. Den udskilles primært i smittede dyrs placentavæv men også ved laktation. Indånding af aerosol/støv fra områder, hvor inficerede dyr færdes, kan medføre human smitte - også udendørs, hvor bakterien kan spredes med vinden over store afstande. Der er en særlig risiko for transmission af smitte ved kontakt med placenta i forbindelse med dyrefødsler og aborter, men også andre vævsvæsker fra inficerede dyr er smitsomme.

Inkubationstiden er normalt et par uger. Omkring 40% af humane smittede udvikler klinisk sygdom. Især ses en influenzalignende tilstand med varierende grader af pneumoni, men der kan også udvikles alvorlig myo- og perikardit, meningoencefalitis, hepatitis mv. Et kronisk forløb kan vise sig som en langsomt progredierende endokardit og forekommer især hos immunsupprimerede og personer med prædisponerende kardiale strukturelle forandringer. Smittede gravide er ofte asymptomatiske men risikerer abort og præmatur fødsel samt efterfølgende kronisk sygdom. Måske omkring 5% af de humane kliniske tilfælde er alvorlige og indlæggelseskrævende, og sygdommen kan være dødelig.

Antistoffer mod C. burnetii kan påvises hos 2-5% af danske bloddonorer. Generelt stiger seroprævalensen med alderen, og der er formentlig betydelige geografiske og erhvervsmæssige forskelle. Personer, der bor på landet, må antages at være mere udsatte, og særlig risiko for smitte har visse eksponerede erhvervsgrupper. Det gælder eksempelvis landmænd med kød- eller malkekvæg, veterinærer og visse slagteriarbejdere og laboratorieansatte. Incidensen af serokonvertering i Danmark kendes ikke for disse grupper, men epidemier er beskrevet i udlandet.

Smitte blandt dyr synes udbredt i hele landet. Formentlig er over 1/3 af kvægbedrifter inficerede. Da syge bestande som regel først identificeres, når der foretages serologiske undersøgelser på indikation (fx mange aborter blandt køer), udgør de registrerede tilfælde nok et minimumstal.

Danske læger må allerede nu have Q-feber med i differentialdiagnosen ved sygdomstilfælde som de nævnte. Diagnosen stilles ved antistoftiterstigning med et par ugers interval og/eller PCR på relevant materiale, som kan være trakealsekret, placentavæv, knoglemarv og ved endokardit tillige gentagne analyser på blod. Andre molekylærbiologiske test (in situ-hybridisering) kan anvendes til at konfirmere fundet.

Den akutte sygdom antibiotikabehandles ved relevante symptomer - typisk med doxycyklin. Behandling af gravide og patienter med kronisk sygdom kan som en udpræget specialistopgave være af 1 års varighed.

Forebyggelsen er jo primært et veterinært anliggende men kan også bestå i vaccination af humane risikogrupper - fx i visse erhverv. Det bruges i udlandet men er aktuelt ikke muligt herhjemme. Teknisk arbejdshygiejniske foranstaltninger og personlige værnemidler er næppe realistiske eller tilstrækkelige forebyggelsesmåder. Indtil videre må vi opfatte enhver kontakt med aerosol hidrørende fra dyr og især kvæg som risikabel. Det gælder især for gravide i ovennævnte erhvervsgrupper, der derfor, hvis ikke sådanne eksponeringer kan undgås, nok må fraværsmeldes under hensyntagen til arbejdets karakter.

Der kan således være betydelige og ikke blot arbejdsmedicinske men også public health-implikationer af Q-feber. Alt dette kommer nu under udredning, så om få år vil vi vide meget mere.