Min sommerferie III

For tredje år i træk har jeg været i USA, hvor jeg kombinerer en krævende faglig opdatering med en lille udflugt efterfølgende. Som det måske vil være enkelte læsere bekendt, plejer det at gå aldeles galt for mig på et eller andet tidspunkt i løbet af sommerferien. 2002 var ingen undtagelse. Planerne var ellers gode nok: møde med en kollega, der stævnede ind fra et andet møde i den modsatte ende af USA, og så af sted i en Pontiac Grand Prix i retning af bjergene i det sydøstlige Arizona bevæbnede med kikkerter og teleskop. Første nat slog vi teltet op ved foden af Mount Lemmon, som vi agtede at indtage den følgende dag. Det kom til at gå lidt anderledes. En skovbrand på bjerget var kommet ud af kontrol, og dagen efter vores ankomst til Arizona lukkede myndighederne samtlige nationalparker i området på grund af brandfaren. Det havde ikke regnet i seks måneder og skovene var rene brandfælder. Lad mig på dette sted bekende, at resten af klummen vil handle om miljø og skovbrande, og at jeg vil hverken omtale etik, dødshjælp, sygehuslukninger eller alternativ medicin.

Fra Arilds tid har naturkræfterne reguleret miljøet takket være blandt andet oversvømmelser, tørke, tornadoer og skovbrande. Sådan vil det fortsætte. Det er den slags, vi betegner naturens orden. Mange vil mene, at menneskets indflydelse har gjort sit til, at naturen ikke opfører sig som tidligere, og at klodens tilstand er blevet noget mere labil på det sidste. Oversvømmelser kan være en følge af skovhugst og erosion, tørke af de samme faktorer plus drivhuseffekten, og skovbrandenes omfang og voldsomhed kan, paradoksalt nok, være forårsaget af menneskets iver efter at bekæmpe dem, inden de når at blive et problem. Da en tredjedel af verdens ældste nationalpark, Yellowstone i Wyoming, USA, for en halv snes år siden gik op i flammer, diskuterede man, om man skulle forsøge at stoppe branden eller lade naturen gå sin gang og begrænse indsatsen til at redde liv og installationer i området. Man valgte det sidste, og Yellowstone er i dag præget af denne politik med store afbrændte flader under naturlig gensåning. Det vil formentlig tage 30-50 år før skovene i Yellowstone ikke længere bærer præg af brandene. Men sådan har det altid været. Jeg tror taktikken var rigtig.

Anderledes aktivt valgte man at agere i Arizona, blandt andet fordi brandene udviklede sig faretruende nær beboede områder. Men det lykkedes ikke at få flammerne under kontrol, navnlig fordi der i forudgående situationer, på grund af hurtig, aktiv indsats over for ilden, ikke har været omfattende brande i området i mange år, hvorfor underskoven efterhånden udviklede sig til en tæt, brandfarlig lunte. Det var forstemmende at se den enorme sorte sky ligge over bjergene i sydøstarizona som partikler fra et vulkanudbrud. Om natten lyste bjergene rødt i flammehavet.

Hvad har skovbrande med lægens virke at gøre? For nogle århundreder siden tyndede de store epidemier kopper, pest og polio ud i menneskenes tal. I dag sætter vi naturligvis ind, hvor vi kan med screening, profylakse og terapi. Når det gælder Homo sapiens tillader vi ikke den naturlige udvælgelse at forløbe, som det måske har været meningen. De sidste halvtreds år har lægevidenskaben ændret præmisser og spilleregler i Det gamle Spil om Enhver på en måde, der kan aftvinge respekt eller bekymring alt efter temperament. Vi lader som regel kun naturen gå sin skæve gang, når vi ud fra en subjektiv (patientens og lægens) vurdering skønner at det er det bedste. Hvilke konsekvenser vort terapeutiske imperativ vil få for de kommende generationer skal jeg vare mig for at spå om, men at vi ikke, uden at det får betydelige følger for klodens tilstand, kloner, genmanipulerer og teraperer, er jeg sikker på.

Jeg går ikke ind for naturkræfternes frie spil, så længe vi har muligheder for at forebygge og behandle sygdomme. Men jeg kan blive bekymret over vores fremtid, når jeg sammenligner vores adfærd inden for sundhedsvæsenet med den måde, hvorpå vi administrerer den øvrige del af vort miljø. Her er jeg, i modsætning til Bjørn Lomborg , ikke så begejstret for den aktuelle tilstand og fremtidsudsigterne. Mennesket er ikke just en truet art, truslerne, der kunne tænkes at påvirke denne tilstand, kommer fra os selv.

Dinosaurussernes problem var måske diskrepansen mellem hjernekapacitet og legemsstørrelse. At det omvendte forhold gør sig gældende for menneskets vedkommende, er ingen garanti for de måske egnedes overlevelse i en verden, vi tror vi kan regulere. Hvis den optimale strategi er naturlig selektion, hvilken rolle har da lægen, og hvad betyder hans indgriben? Svaret får vi i løbet af de næste par hundrede år, et tidsspand der, set fra Orions Bælte, er en brøkdel af et blink med øjet. Meget kan ændre sig i løbet af et øjeblik.