Min vej til forskning ved siden af medicinstudiet

Under mit kandidatstudie har jeg kombineret studie og forskning, og selv om intet har været fastlagt fra starten, og der sikkert findes bedre måder at gøre det på, er det lykkedes, og jeg håber, at det kan inspirere andre til at kaste sig ud i forskning.

Jeg kan stadig huske den dag, jeg blev spurgt, om jeg kunne have lyst til at forske. Det var på syvende semester på medicinstudiet i Aarhus under mit første klinikophold på Reumatologisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital. Lærestolsprofessoren Ellen trak mig til side og bad om et kort møde under fire øjne, og jeg kan huske, at jeg med ét blev nervøs. Min første tanke var: Har jeg overskredet grænsen for det tilladte fravær? 

Heldigvis ikke. Hun fortalte derimod, at hun og flere læger på afdelingen syntes, at jeg gjorde det godt, og spurgte, om jeg kunne tænke mig at være med i et forskningsprojekt. Det blev begyndelsen på noget, jeg hverken havde planlagt eller overvejet, men som siden har vist sig at blive en af de bedste beslutninger i mit liv.

Jeg talte med flere læger på afdelingen for at finde ud af, hvem jeg kunne forske med, og endte med at indgå et samarbejde med overlægen Kresten, der kom til at vare de næste år, og som resulterede i to artikler, men mest af alt en masse ny viden og læring og lyst til mere forskning.

Projektet med Kresten var et stort, retrospektivt kohortestudie om hurtig udredning af muskelgigt, hvor vi gennemgik over 500 journaler med hjælp fra dygtige reumatologer fra hele regionen. Som medicinstuderende uden erfaring med hverken journalføring eller forskning var det både udfordrende og en værdifuld læring i systematisk journalgennemgang, dataadgang, opsætning af spørgeskemaer i REDCap, kodning af større datamængder og indblik i, hvad det i praksis vil sige at forske.

Jeg havde aldrig skrevet en videnskabelig artikel, og jeg havde dårlig nok læst nogen. Her lærte jeg virkelig, hvor meget man kan udvikle sig ved at kaste sig ud i noget nyt. To af mine vejledere, Andreas og Christoffer, var helt uvurderlige i at lære mig at skrive som forsker – »kondenser, kondenser, kondenser« – og Agnete har tålmodigt guidet mig, selv da jeg lavede 12 Excel-tabeller, fordi jeg naivt troede, at vi skulle publicere al data. Det har været mange timers hårdt arbejde, men også sjovt, lærerigt og inspirerende at få indblik i en for mig helt ny verden.

Sidste sommer fremlagde jeg den første artikel fra projektet på den internationale gigtkonference EULAR i Barcelona. At stå midt i det faglige fællesskab og præsentere noget, jeg selv havde været med til at skabe, føltes uvirkeligt og fantastisk. Jeg følte mig som en lille brik i et stort puslespil, og oplevelsen inspirerede mig til selv at opsøge nye projekter. Her startede jeg et samarbejde med nogle engelske læger, hvilket senere førte til endnu en publikation, hvor jeg er førsteforfatter. Det viste mig, at man ikke skal være bange for at række ud og prøve ting af med respekt for arbejdsgangene. Uden nysgerrighed kommer man ingen vegne.

Jeg arbejder nu med en forskningsgruppe, hvor jeg også har publiceret en artikel som førsteforfatter, og drømmer om en dag at lave en ph.d.-afhandling. Min forskning har jeg lavet ved siden af et fuldtidsstudie, uden orlov eller deltid. Jeg har haft studiejob og lidt fritid, men jeg har nydt forskningen, som på en måde er blevet mit »Netflix« – hvor andre ser serier eller strikker, har jeg brugt aftener og weekender på projekterne.

Jeg har sagt ja til muligheder, når de blev tilbudt, og opsøgt dem, der fangede min interesse. Jeg havde ikke en detaljeret plan fra starten, og jeg har ikke altid gjort tingene på den optimale måde. Jeg er sikker på, at jeg ville have haft bedre tid til at fordybe mig i både studie og forskning, hvis jeg havde valgt orlov eller deltid, men jeg er glad for den vej, jeg er endt med at tage.

Min oplevelse er, at det faktisk kan lade sig gøre at kombinere fuldtidsstudie med forskning – ikke nødvendigvis på samme måde, som jeg har gjort det, men på et niveau, der passer til én selv. For mig har det vigtigste været at følge min nysgerrighed, omgive mig med inspirerende mennesker og turde kaste mig ud i det.

Havde jeg vidst, hvad det ville føre til, da Ellen spurgte mig for snart tre år siden, ville jeg nok have grinet. Men i dag står jeg her og ville ikke have gjort noget anderledes.

Jeg er glad for, at jeg har gjort det på min måde, og jeg håber, at min historie kan inspirere andre til at forske sideløbende med studiet. Der findes mange måder at gøre det på – men for mig har det handlet om at sige ja, følge min mavefornemmelse, lære undervejs og lade mig inspirere af de mennesker og oplevelser, jeg har mødt på vejen.