Mindre behandling?

Sundhedsudgifterne har det med kun at gå én vej: Op, selvom der helt aktuelt er bremset op.

Vi har sat en lang række initiativer i gang, som gør sundhedsvæsenet mere og mere effektivt. Vi ser også, at flere penge og bedre planlægning af arbejdet i sundhedsvæsenet, især på sygehusene, giver øget produktivitet og kortere ventelister. Nu er vi pga. krisen nået til at udføre mere for de samme penge.

Spørgsmålene melder sig straks: Har den øgede økonomiske indsats givet en stigning i levealderen i Danmark, og har borgerne fået lige adgang til behandling?

I USA erkender man, at mange flere penge til sundhedsvæsenet ikke øger den gennemsnitlige levealder. Deres udfordring er ikke kun underbehandling, men også overbehandling. Trods det, at man i USA bruger dobbelt så mange penge pr. indbygger, som vi f.eks. gør i Danmark, er den gennemsnitlige levealder lavere.

Investering i sundhed burde ellers have positiv indvirkning på levetid. Men det gælder kun til dels.

Selvom opbygningen af sundhedsvæsenerne i USA og Danmark er himmelvid forskellige, kan vi spørge os selv, om tendensen til overbehandling har ramt eller vil ramme Danmark?

I Danmark screenes flere og flere patienter. Vi tager flere og flere blodprøver. Vi har faste pakkeforløb for flere grupper af patienter. Men hvad får vi for de stigende udgifter? Er udviklingen gået i retning af den i USA, hvor det vurderes, at der hvert år dør 30.000 personer pga. overbehandling? I USA vurderes overbehandling at koste op til 30 pct. af udgifterne til sundhedsvæsenet.

Kernen er, at vi for at opnå en længere levetid, ikke blot skal behandle mere og mere, men i stedet skal behandle rigtigt.

I Danmark har vi retningslinjer for, hvordan vi skal behandle, og hvad vi skal behandle - men der står ikke mange ord om, hvad vi ikke skal behandle - det må være næste skridt!

Lighed i sundhed vil få betydning, når vi skal afklare, om vi over- og/eller underbehandler.

I USA sker der underbehandling af nogle patientgrupper. Det samme kan gøre sig gældende i Danmark, trods vores indretning af sundhedsvæsenet i et velfærdssamfund. Lighed bør så også handle om, hvornår vi ikke behandler.

I en debat om over- og underbehandling, bør vi sætte fokus på, hvilke data og hvilken forskning vi kan støtte os til for at finde frem til, hvilke behandlinger patienten har gavn af, og hvilke de ikke har gavn af.

Samtidig bør læger have samme interesse for at behandle alle typer af patienter, så det ikke medfører hverken overbehandling af en specifik sygdomsgruppe eller uens behandling på tværs af sygdomsgrupper.