Mindstemiddelprincippet må ikke misforstås som færrest mulige midler

Mindstemiddelprincippet er en grundlæggende drift i systemer, der sigter efter den løsning, som kræver mindst mulig energi eller indsats for at nå i mål. Det gælder både biologiske, psykologiske og sociale systemer.

I psykiatrien har vi det fast i baghovedet fra psykiatriloven: Tvang må kun anvendes, hvis det er strengt nødvendigt, og mindst indgribende middel skal altid vælges først. Men hvis mindstemiddelprincippet samtidig bruges som økonomisk strategi med blikket rettet mod effektivisering, kan det ende i, at der gives for lidt. Nogle gange så lidt, at det øger risikoen for, at vi senere må iværksætte en intensiv indsats, som kunne have været undgået. Måske endda med ringere resultat, som når man forsøger at rette en kugle papir ud: papiret bliver aldrig helt glat igen. Derfor er det også nødvendigt at se på rimeligheden i, at det er blevet så vanskeligt at blive set i psykiatrien.

På børne- og ungesiden er det ofte med henvisning til, at andet skal forsøges først. Et konkret eksempel er en pige på 14 år, som er blevet henvist to gange af egen læge og afvist. Hun har ikke været i skole i et år og selvskader. Nu venter hun sammen med sine forældre på, at Pædagogisk Psykologisk Rådgivning får tid, for de sidder med »the missing piece«. Prognosen fra dem lyder på yderligere fem måneders ventetid. I den alder er et år en evighed. Især når man ikke ved, om der så er hjælp at hente for enden af regnbuen. Et barn i svær psykisk mistrivsel kan ikke forestille sig, at det hele nok skal gå. Det kan de udpinte forældre heller ikke, når de spørger, hvad der ventes på, når alle er enige om, at deres datter har brug for hjælp.

Problemet er her systemets praksis, som gør, at skole og kommune først skal afprøve og dokumentere, at de faktisk ikke kan få pigen i trivsel. Jeg forstår godt, at familien ikke forstår. For når et barn stopper med at gå i skole og trækker sig fra fællesskabet, er det et stærkt signal, som vi ikke må forsøge at håndtere med »så lidt som muligt«. Vi bør vende det om og i stedet behandle det med samme alvor, som vi ville håndtere andre tilstande med potentielt alvorlige konsekvenser ved en ikkerettidig eller tilstrækkelig indsats. Hvad hvis vi startede med at udelukke det »mest alvorlige« eller grundlæggende først? Er der faktisk en psykiatrisk komponent? For så bliver tingene nok ikke bedre, før det er afdækket. Det vil skabe travlhed. Men det vil skabe mere travlhed, hvis vi senere skal håndtere konsekvenserne af ikkerettidig hjælp. Mindstemidlet skal i sin essens være et etisk princip, der handler om at skåne patienten for unødig behandling og indgriben. Ikke om at gøre »mindst muligt«.

Spørgsmålet er derfor, om det etiske og økonomiske kan eksistere side om side, uden at vi tager klart stilling til, hvad der vejer tungest, når der er konflikt imellem de to.