Der kom nye, positive toner da indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde i sidste uge gav et længere interview til mediet Altinget. Emnet var naturligvis den omstridte lovpakke 2b om almen praksis. Udkastet til lovpakken blev et skævt afsæt for den vigtige proces, det er at få løftet og udviklet kapaciteten i det primære sundhedsvæsen og ikke mindst i almen praksis, og derfor er meldingen fra ministeren en god start. Hun fortæller, at hun er parat til at lave præciseringer og ændringer de steder, hvor der med hendes egne ord er for stort et rum for fortolkning, eller buen er strammet for meget.
Det er naturligvis godt, at Sophie Løhde har lyttet og viser imødekommenhed over for den kritik og de bekymringer, som er rejst fra mange sider. Både i den store offentlighed og også uden for mediernes bevågenhed. Jeg har også mødt ministeren og givet udtryk for, at dialog, balance, forhandling og aftaler er den rette vej frem. Min oplevelse er, at ministeren har et ønske om at finde løsninger, der imødekommer den rejste kritik.
Nu er der åbnet for dialog, og det er godt nyt. Det er det første lille skridt på vejen hen mod at åbne døren til forhandlingsrummet. Men det er også klart, at vi endnu har til gode at se ændringerne på skrift. Det er både mit håb og min forventning, at de ændringer kommer. For ændringerne vil være en udløsende faktor for, at reformprocessen kan bevæge sig fremad.
»Vi læger skal naturligvis være med ved det bord, hvor beslutningerne om vores fælles sundhedsvæsen træffes. Det er hele forudsætningen for en vellykket reform«Af Camilla Noelle Rathcke, formand for Lægeforeningen
Det er vigtigt at huske, at med i hele afsættet for den politiske aftale om en sundhedsreform var et massivt løft af praksissektoren. Reformen skal forstærke og investere i udbygningen af praktiserende lægers rolle. I 2035 skal der være 5.000 praktiserende læger. Samtidig skal reformen også styrke og udbygge speciallægepraksis. Den styrkelse af det nære, som ligger i reformtanken, skal ske samtidig med, at der helt generelt skal ske en omstilling af sundhedsvæsenet, så flere patienter kan udredes og behandles i det nære. Og samtidig med, at der i de kommende år uddannes mange flere speciallæger inden for en række specialer. På den måde er det planen, at hverken praksissektoren eller sygehusene »sander til«, hvilket er til gavn for alle. Både for de mange patienter landet over med behov for lægehjælp til udredning og behandling, men naturligvis også for lægestanden.
Vi læger har selv aktivt sat aftryk på mange elementer af reformen. Reformen er da også visse steder blevet døbt en »lægereform«. Heri ligger faktisk også, at vi læger skal »tage rattet« for at sikre, at reformen styres i mål lægeligt og sikkert. Vi skal sørge for at være på tæerne, så vores faglighed sikrer, at der bliver valgt kloge løsninger som led i reformarbejdet.
Det er vores viden og erfaring fra den kliniske virkelighed, der skal lede omstillingen og styrke prioritering ved bl.a. at svare på, hvilke procedurer og arbejdsgange der er omstændige eller unødvendige. Og konkretisere, hvordan vi kan passe til og tænke anderledes, så vi både bruger lægers og andre sundhedspersoners kræfter klogest muligt. Alt det og mere til er vi som lægestand klar til at levere konstruktivt på, så reformen kommer bedst muligt fra start.
Det understreger kun nødvendigheden af, at ministeren som annonceret går løsningsorienteret til værks og finder de værktøjer, der kan bane vej til forhandlingsrummet. Vi læger skal naturligvis være med ved det bord, hvor beslutningerne om vores fælles sundhedsvæsen træffes. Det er hele forudsætningen for en vellykket reform.
